Annonce
Læserbrev

Åbent brev til borgmester Jesper Frost Rasmussen og Esbjerg Kommunes økonomiudvalg

Læserbrev: Det er med stor overraskelse, vi har læst artiklen ”Borgmester giver direktør for kunstmuseum et gok i nødden” den 1/11 2019. Vi kan ikke genkende borgmesterens udlægning og vil gerne nuancere sagen med en række facts.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, at de to projekter, ideerne om henholdsvis et nyt fiskeri- og søfartsmuseum og et nyt kunstmuseum, er blevet stillet lige. Den helt afgørende forskel er, at det ene projekt har en byggegrund. Det har det andet ikke. Det er indlysende, at ingen fonde vil bevilge midler til opførelsen af et museum på en grund, som slet ikke findes, men som ligger et imaginært sted ude i vandet. De fonde, som kunstmuseets direktør har været i dialog med, har været positive over for visionerne om et nyt kunstmuseum, men har samtidig tilkendegivet nødvendigheden af et kommunalt tilsagn om byggegrunden, før man kunne gå videre. Det har ikke været muligt at opnå et sådant tilsagn fra kommunen til trods for, at Esbjerg Kunstmuseum har været tænkt ind i planerne for det nye Esbjerg Strand helt fra begyndelsen.

At kunstmuseet ikke har leveret i 15 år er ikke sandt. I 2007 havde Esbjerg Kunstmuseum en grund i nærheden af skulpturgruppen Mennesket ved havet til opførelsen af en ny museumsbygning. Det viste sig, at denne placering kolliderede med planerne for opførelsen af en ny lystbådehavn/Esbjerg Strand. Museet indvilgede derfor i at afgive grunden mod at få en anden grund stillet til rådighed på den tange som skulle anlægges som sidste etape af Esbjerg Strand-projektet – vel vidende, at det ville forsinke et nyt kunstmuseum betragteligt.

Så indtraf finanskrisen, som bevirkede, at arbejdet med plangrundlaget gik i stå. Først i 2011 begyndte Esbjerg Kommune at sætte de byggegrunde til salg, som skulle finansiere opførelsen af de følgende etaper af Esbjerg Strand, og først i 2016 godkendte Kystdirektoratet den nødvendige VVM-redegørelse for området. Herefter kunne en ny lokalplan i efteråret 2016 vedtages.

Disse forhold udgør helt nødvendige forudsætninger for, at man kunne komme videre med fondsansøgningerne til et nyt museum. Og dialogen med fondene kunne nu genoptages. I mellemtiden havde flere fonde engageret sig i museumsbyggerier både syd og nord for Esbjerg, hvorfor meldingen var, at der nødvendigvis måtte gå et par år, før Sydvestjylland igen kunne blive tilgodeset.

Der tegner sig med andre ord et billede af en række udefrakommende forhold, herunder kommunale dispositioner, som ikke alene har sinket, men også udfordret planerne for et nyt Esbjerg Kunstmuseum. Så at borgmester Jesper Frost Rasmussen i artiklen i JV den 1/11 mere end insinuerer, at det ikke har lønnet sig at opgradere museets medarbejderstab fra to til tre akademiske medarbejdere, og at museets ledelse har siddet på hænderne i 15 år er ganske enkelt en urigtig påstand.

I de år, der er gået, har museet ikke alene fået en af verdens mest anerkendte kunstnere, Olafur Eliasson, til at visualisere den nye museumsbygning med en solnedgangspavillon, en undervands-skulpturhave og andre helt exceptionelle bygningselementer. Museet har også udviklet nye udstillingsformater, nye samarbejdsprojekter og nye formidlingstiltag til det nye museum. Dette visionære arbejde er blandt andet blevet hædret med den fineste anerkendelse et museum i Danmark kan få, nemlig Bikubenfondens museumspris Vision, som Esbjerg Kunstmuseum modtog i 2017. Denne hæder kom blot året efter, at museets direktør Inge Merete Kjeldgaard i 2016 blevet dekoreret med Akademirådets N.L. Høyen Medalje for sin enestående indsats for kunstformidlingen i Danmark.

I artiklen rejses der slutteligt spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en provokation fra kunstmuseets side, at man nylig har udsendt en pressemeddelelse om opførelsen af et såkaldt Håbetårn ved Esbjerg Strand. Dertil er der blot at sige, at museet ikke begiver sig af med tomme provokationer. Håbetårnet er en del af dette års markering af Esbjergs Håbeperiode, som blev indstiftet af kunstneren Eric Andersen i 2001. Hvert år siden er Håbeperioden blevet indledt på De Dødes Dag den 2. november med en ny Andersensk happening – en ofte humoristisk og utopisk gimmick. I år har han fostret ideen om Håbetårnet – en idé, som blev født længe inden denne uheldige polemik mellem kunstmuseet og Jesper Frost Rasmussen begyndte. Men man må sige, at Esbjerg Kunstmuseum har mere brug for håbet end nogen sinde før, og således viser kunsten sig igen at foregribe virkeligheden.

Esbjerg Kunstmuseum vil gerne benytte Håbeperioden 2019 til at formulere et håb om en ny, konstruktiv dialog med Esbjerg Kommune og borgmester Jesper Frost Rasmussen – et håb om, at vi ikke skal læse borgmesterens næste svar i avisen, men kan mødes og få uenigheder og misforståelser ryddet af vejen.

Annonce
Der flyver i denne tid skarpe ord mellem Esbjerg Kunstmuseum (billedet) og borgmesterkontoret på rådhuset. I dag bringer vi indlæb fra henholdsvis formanden for bestyrelsen i Esbjerg Kunstmuseum Jørgen Broch samt borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Piger på Frørupskolen til ansat: - Jeg slår dig ihjel

Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce