Annonce
Kultur

Åbne Døre: Lokale kunstnere inviterer indenfor

Ni af de 20 kunstnere, som åbner deres døre ses på dette billede. Fra venstre mod højre - startende på bagerste række ses: Liz Plerup, Ulla Kjær, Camilla Berdin, Tove Menné. Annemette Hoier, Sanne Bruhn, Helle Carstens, Evy Skjønnemand og Ene Langmack. Foto: Stine Hygum
I weekenden den 21. og 22. september inviterer kunstnere i hele Haderslev Kommune indenfor. De kalder weekenden for Åbne Døre.

Sommersted: - Vi vil gerne være med til at synliggøre kunsten i Haderslev Kommune.

Sådan siger Annemette Hoier, der er en af de 20 kunstnere, der er gået sammen om arrangementet Åbne Døre, der finder sted i weekenden den 21. og 22. september.

I al sin enkelhed går det ud på, at de 20 kunstnere inviterer indenfor, der hvor de laver deres kunst.

- Det er lørdag og søndag mellem klokken 11 og 16, siger Annemette Hoier.

Kunstnerne håber, at der er mange, som vil kigge forbi for at se, hvad de laver.

Da de sidste år inviterede for første gang inviterede indenfor var det en stor succes for de deltagende kunstnere:

- Det er godt med en dialog om det, vi laver, siger Ene Langmack, der er med for andet år i træk.

- Det er dejligt, når der er interesse for det man laver. Så får man lyst til at skabe mere, siger Evy Skjønnemand.

Annemette Hoier husker tydeligt, hvordan hun havde det, da den sidste gæst var gået sidste år:

- Jeg kunne slet ikke få armene ned. Det var gået fantastisk, siger hun og afslører, at hun glæder sig til en ny omgang.

Annonce

Hele ruten

Kvinderne bag Åbne Døre har fået lavet både foldere og en Facebook-side, hvor man kan se de medvirkende kunstnere samt et kort over, hvor de bor:

- Der er nogle, der tager hele ruten, siger Tove Menné og fortsætter:

- Jeg havde mange gæster sidste år. 2/3 var venner og naboer og 1/3 var ægte kunstinteresserede - der var nogle, som brugte begge dage, så de kunne nå frem til mange.

Og nogle af de gæster, som ikke var lokale - de kom faktisk langvejs fra.

Evy Skjønnemand havde eksempelvis besøg fra både New Zealand og Hamborg.

- Nogle af dem, der kom og kiggede kom efterfølgende tilbage og købte noget, siger Liz Plerup.

For kunstnerne betyder det også en del, at Åbne Døre er noget, de gør sammen:

- Det er et fællesskab. Man er meget alene som kunstner, men her har vi hinanden, siger Sanne Bruhn.

Man kan læse mere om Åbne Døre og de enkelte kunstnere og deres adresse på www.abnedorehaderslev.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce