Annonce
Kolding

Åndedrætsøvelser og kirkeyoga: Der skal være plads til fornyelse indenfor kirken

Søndag eftermiddag samledes det helt nye yoga-hold i Brændkjærkirken. Holdet begyndte med en afspændingsøvelser, som den erfarne instruktør Ann Homer guidede deltagerne gennem med sin rolige stemme. Yoga-holdet har taget plads helt oppe ved alteret. Foto: Michael Svenningsen
Med kirkeyoga og åndedrætsgudstjenester er to af Koldings kirker begyndt at gå helt nye veje, når det gælder om at anvende kirkerummet. Og der skal være plads til at eksperimentere, mener provsten.
Annonce

Kolding: Mange kommer i kirken for at finde fordybelse, ro og eftertanke. Det handler søndagens gudstjenester i høj grad om. Men enkelte af Koldings kirker har taget fat på at bruge kirkerummet på en ny og anderledes facon.

Hos Brændkjærkirken er ti kirkegængere for nylig begyndt at gå til kirkeyoga om søndagen, og interessen er så stor, at der står 26 på venteliste til kurset, som kombinerer yoga-øvelser med læsning af små bønner, tekster og vers.

I Simon Peters Kirke tilbyder man "Krop og tro i bevægelse", der også har fokus på bevægelse, bøn og kristen meditation, og i Nr. Bjert Kirke står den som noget nyt på åndedrætsgudstjenester, hvor et hold med otte-ti deltagere ruller tæpper ud inde i kirken til en helt særlig time. Her lytter de til musik, synger måske en salme, og så er der en kombination af forskellige vejrtrækningsøvelser, mens sognepræst Katrine Papsø Andersen står for bøn, velsignelse og fadervor og en lille refleksion, som deltagerne kan tage med sig videre ud i livet.

- Kristendommen foregår ikke en boble. Den skal kobles sammen med det liv, vi lever. Vi er hele mennesker med både krop og ånd, og det er vigtigt, at de ting også bliver kombineret indenfor kirken, siger Katrine Papsø Andersen.

Annonce

Fred i kirkerummet

Uden at kendeprojekterne i detaljer har provst Grete Wigh-Poulsen intet problem med, at sognene bruger fantasien og udnytter kirkerummene på alternative måder. Hun slår fast, at det helt afgørende er, om også nye tiltag tager afsæt i kristendommen.


Yoga har selvfølgelig sin rod i hinduistisk filosofi, så det kan måske forskrække nogen indenfor kirken, men som jeg forstår det, har man fundet en form her, hvor det er tænkt ind i en kristen sammenhæng.

Grete Wigh-Poulsen, provst


- Yoga har selvfølgelig sin rod i hinduistisk filosofi, så det kan måske forskrække nogen indenfor kirken, men som jeg forstår det, har man fundet en form her, hvor det er tænkt ind i en kristen sammenhæng. Hvis man plejer at gå på et yogahold i en idrætshal, tvivler jeg på, at man forbinder det med en østlig religion, siger Grete Wigh-Poulsen.

Og hun tilføjer, at hverken hinduisme, buddhismen eller andre trosretninger har patent på at arbejde med meditation og sindets fred.

- Der har altid ligget en fordybelse i at gå ind i de bibelske tekster og mange har fundet fred i kirkerummet. Jeg tænker, vores kirkerum byder på en ro, der ikke er nem at finde så mange steder i en hektisk tilværelse. Så de to projekter i Brændkjærkirken og i Nr. Bjert Kirke opfatter jeg som en organiseret form i forhold til, hvis man selv går ind i en kirke og finder ro på en kirkebænk, siger provsten.

Annonce

Frihed er vigtig

Åndedrætsgudstjenesterne i Nr. Bjert Kirke er i øvrigt støttet af Kolding Provsti, som har en pulje afsat til nye initiativer. Det er vigtigt, at sognene har en frihed til at tænke kreativt, mener Grete Wigh-Poulsen.

- Jeg tænker, at tradition og fornyelse fint kan gå hånd i hånd, og det er vigtigt, at der rundt omkring bliver afprøvet nye veje at gå, så længe de ikke er i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Yoga i kirken

  • Flere steder i landet bruger man kirkerummet til eksempelvis yogahold, hvor øvelserne bliver kombineret med forskellige former for input fra den kristne teologi. Det kan være oplæsning af vers, salmer eller velsignelser.
  • "Gennem fysiske yogastillinger, åndedrætsøvelser, refleksion og afspænding forsøger vi at være fuldt nærværende og tilstede i kirkerummet", skriver eksempelvis Køge Kirke på sin hjemmeside.
  • Yoga i en kristen sammenhæng kan man også selv afprøve derhjemme. På Youtube findes flere timer med kristen yoga, hvis man eksempelvis søger på "cross yoga". Det meste er på engelsk, men der er også lektioner på dansk.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Annonce