Annonce
Vejen

Årets bedste publikum er fra Holmeå Børnecenter

Formand og næstformand for elevrådet Valdemar Schou Petersen og Laura List Nielsen viser pokal og diplom frem til en af deres skolekammerater. Foto: Dorthe Andresen
Titlen som "Årets bedste publikum" ved Vejen Musikskoles skolekoncerter gik i år til børn og lærere på Holmeå Børnecenter. Onsdag fik de overrakt musikskolens vandrepokal.

Lindknud: De kan både synge, være stille på de rigtige tidspunkter, koncentrere sig om musikken, selvom det er ukendte numre, og de kan være med til at skabe god stemning.

Det er bare nogle af grundene til, at Vejen Musikskole i år har valgt, det er børn og lærere på Holmeå Børnecenter, der skal have titlen som "Årets bedste publikum."

Kåringen sker, efter at elever og lærere fra Vejen Musikskole har været på skolekoncert-turné, hvor der blev spillet koncerter på ni skoler i Vejen Kommune. Som en del af turnéen kårer musikskolen hvert år det bedste publikum - og i år var det altså Holmeå Børnecenter, der løb med titlen.

- Det var en fornøjelse at spille for jer. Samarbejdet mellem musikere og publikum kørte bare. Det kan I godt være stolte af, sagde Trine V. Petersen, souschef på Vejen Musikskole, da hun og musikskoleleder Gitte Hvid onsdag formiddag var forbi Holmeå Børnecenter for at overrække vandrepokalen, der følger med - og er i børnecentrets eje i et års tid, inden en ny kåring finder sted.

Annonce
Så festligt og rødt og hvidt så det ud, da Vejen Musikskole den 11. april spillede skolekoncert på Holmeå Børnecenter. Foto: Trine Petersen

Godt lide at høre musik

På vegne af Holmeå Børnecenters 89 elever var det formand og næstformand for elevrådet, Valdemar Schou Petersen og Laura List Nissen, der fik lov til at modtage pokal og diplom.

Og mens Laura List Nissen bare godt kan lide at lytte til musik, så har Valdemar Schou Petersen slået lidt ind på den musikalske linje.

- Jeg synger, og jeg skal starte med at spille violin, fortalte Valdemar Schou Petersen, der ikke som sådan havde nogle musikfavoritter.

- Jeg kan bare meget godt lide at høre musik, sagde elevrådsformanden, inden han sammen med alle sine skolekammerater, der alle var samlet i gymnastiksalen, sang fællessang.

Endnu en god historie

Efter overrækkelsen af prisen underholdt tre elever og en af Vejen Musikskoles lærere med en flot messingblæser-udgave af Kim Larsens Jutlandia.

Rita Baagø, skoleleder på Holmeå Børnecenter, takkede for prisen - og roste eleverne.

- Jeg og alle lærerne er så stolte af jer. Nu har vi endnu en god historie, vi kan tilføje til Holmeå Børnecenters toårige historie, sagde Rita Baagø.

Efter godt en halv times tid var det tid for elever og lærere til igen at sætte kursen mod klasseværelserne og fortsætte dagens dont - nu i ekstra godt humør over, at de det næste års tid med rette kan kalde sig for kommunens bedste publikum.

Eleverne på Holmeå Børnecenter var samlet i gymnastiksalen for at overvære overrækkelsen af musikskolens vandrepokal. Foto: Dorthe Andresen
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Uddannelser jagter mænd

Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce