Annonce
Sønderborg

Årets musikalske kulmination – og et fænomen

Foto: Rune Stramer
Mahlers 6. symfoni var et valg, der spændte mulighederne til bristepunktet. Siden fulgte et lille mirakel af hunkøn.

Sønderborg: Ved den årlige samarbejdskoncert mellem Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester og Sønderjyllands Symfoniorkester spilledes denne gang Mahlers 6. symfoni. Og så blev denne modne, voldsomme og fatale symfoni ledsaget af sin modsætning, en ungdommelig bagatel, men på sin vis lige så bemærkelsesværdig.

Det i 1965 indledte samarbejde mellem de to orkestre har fungeret støt lige siden med årlige koncerter i Sønderborg og i Flensborg. Succesen forstår man, når man går hjem efter Mahlers 6. Samarbejdet lægger en meget betydningsfuld dimension til abonnementskoncerterne.

Annonce

Spændende ny dirigent

Aftenens dirigent, Johannes Wildner, bliver orkestrets chefdirigent for en tre-årig periode, startende til efteråret og sponsoreret af Larsen Strings i Vollerup. Han har gæstedirigeret orkestret gennem de seneste 30 år, så orkestret ved, hvad de får.

Det er en dirigent med rod i Wien og stor international erfaring. Han dirigerede med overlegen sikkerhed Mahlers store og vanskelige symfoni udenad. Vi har at gøre med fremragende orkestre, og de spillede godt. Alligevel var det et valg, der spændte mulighederne til bristepunktet. Både at opføre en af de vanskeligste symfonier af Mahler med to halve orkestre, som ikke er sammenspillede, og så opføre den med et voldsomt og ret unuanceret lydniveau i en sal, som kun lige kunne rumme det.

Det voldsomme er et afgørende element i Mahlers 6. Men ikke alene, naturligvis. Det slog denne anmelder, at Mahlers ekstremt udpenslede musik også kræver en samtidig nænsomhed over for de mindste detaljer, som ligner kravene til opførelse af Mozarts musik.

Gustav Mahler, 1860-1911

Symfonien starter marchagtigt, tilsyneladende målbevidst. Finalen må naturligvis finde målet. Og således går det til, at finalen bliver meget lang, meget søgende, meget vanskelig at få hold på.

For målet er det, man søger at undgå, nederlaget. Undervejs slås musikken til jorden af to spektakulære slag med en gigantisk træhammer på en træblok. Satsen forsøger sig imidlertid også med opbygninger, som kunne føre til en triumferende afslutning. Men sidste gang et højdepunkt nærmer sig, slipper kræfterne op, der kommer et forvirret sammenbrud, og livskraften ebber ud.

Symfonien ender som den eneste af Mahlers symfonier i mol, den a-mol som skulle have været en A-dur. "Den tragiske" hedder symfonien.

Alma Deutscher 2005 –

Alma Deutschers Sirenenklänge-Walzer er senere tilføjet programmet, da Wildner greb muligheden efter en sygemelding i Wien til at uropføre værket ved torsdagens koncert i Sønderborg.

Den 14-årige pige blev præsenteret af Wildner og blev derefter kaldt op i egen spinkle person og bedt om at redegøre for sin "wienervals". Hun har boet et år i Wien, og det, der med det samme gjorde indtryk på hende, var byens kompakte og grimme lyde.

Hun forklarede, at man ofte siger, at kunsten skal udtrykke verdens grimhed. Alma så mere inspiration i at transformere det grimme til det smukke. Hendes værk startede med en perfekt lydkulisse af gadelarm, udrykningskøretøj og båthorn frembragt af orkestrets instrumenter - uden at de skulle ødelægges. Derefter kom der en melodiøs vals i flere afdelinger spækket med flere finurlige indfald.

Det var et velformet og underholdende stykke musik, og den fik ikke for lidt med de næsten hundrede musikere.

Den unge dame, som har komponeret en lille opera, en helaftensopera, en klaverkoncert og en violinkoncert og en del andet, hun er et af de mirakler, som opstår i alle sammenhænge, men i musikken bemærkes det især, fordi man her optræder for et stort publikum. Man kan på YouTube se hende som solist både i violinkoncerten og i klaverkoncerten. Begge instrumenter behersker hun fuldstændigt.

Et lille mirakel af hunkøn. Og hvor har det dog været en berigelse af musikken, at piger/kvinder endelig har fået lov til at folde sig ud som komponister og dirigenter, efter at de har været bremset af maskulin dominans. Det gik i hvert fald ud over Mendelssohns og Mozarts søstre, og Mahlers og til dels Schumanns koner - og dem kender vi kun, fordi vi kender deres maskuline forhindringer. Og så alle de andre, tænk en gang.

Men nu kender vi Alma Deutscher.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce