Annonce
Portræt

Årets Vojens-borger: Tak for skulderklap - det er vigtigt

Det var et enigt dommerpanel, der pegede på Bjarne Beck fra Tørning Mølle som modtager af titlen som Årets Vojens Borger 2019. Bjarne Beck har gennem ti år udført en stor frivillig indsats for Tørning Mølle. Foto: Jacob Schultz
Bjarne Beck, leder af Tørning Mølle, modtog lørdag prisen som Årets Vojens-borger.

Vojens: Man skal passe på med at sige ja til frivilligt arbejde, for det kan hurtigt løbe løbsk. Det kan den daglige leder af Tørning Mølle, Bjarne Beck, skrive under på.

- Jeg skulle egentlig bare give en hånd med to timer fire gange om året. Et halvt år senere sad jeg for bordenden af bestyrelsen, og sidenhen blev jeg daglig leder, fortæller Bjarne Beck med et smil, der i sit tiende år som leder af Tørning Mølle kan føje endnu en titel til rækken: Årets Vojens-borger 2019.

- Jeg synes nu, at der er mange andre, som også kunne have fortjent prisen. Men jeg er meget glad for skulderklappet, for det er vigtigt. Jeg bruger det også selv i mit samarbejde med møllens frivillige, for uden dem ville vi slet ikke være her, hvor vi er i dag.

Annonce

Begrundelsen for valget

Komitéen bag Årets Vojens-borger prisen, bestående af Peter Rasmussen, tidligere redaktør af Lokalavisen og nuværende leder af Haderslevpuls.dk, formanden for Forum Vojens, Karl Posselt, samt journalist Mette Henriksen fra Ugeavisen Midtsyd, var ikke i tvivl om, at Årets Vojens-borger 2019 skulle være lederen af Tørning Mølle, Bjarne Beck. I indstillingen hed det blandt andet:

Bjarne Beck er 73 år og har fortjent denne anerkendelse.

I 1985 skulle Lions Klub i Vojens bruge et lokale til at afholde klubmøder og andet socialt arbejde. På dette tidspunkt havde man besluttet, at Tørning Mølle skulle renoveres på frivillig basis, og her meldte Lions Klub sig på banen. Klubmedlem Bjarne Beck var en dygtig tømrer og ingeniør og samtidig god til at koordinere blandt de af klubbens medlemmer, der havde forskellige håndværkerevner. Efter mange år som leder i større projektvirksomheder, vendte Bjarne Beck tilbage som daglig leder af Tørning Mølle.

Kørte korn til møllen

Bjarne Beck blev tidligt medlem af den kreds, der har været med til at skabe den store attraktion i de smukke omgivelser. Faktisk er han kommet på møllen hele sit liv.

- Jeg har gået i skole med møllerens sønner, og som ung kørte jeg selv korn til møllen, fortæller Bjarne Beck, der er uddannet bygningsingeniør.

Bjarne Beck og hans ”dejlige bestyrelse”, som han kalder den, er langt fra færdige med at udvikle området omkring Tørning Mølle. Drømmen er et lærings- og oplevelsescenter, som blandt andet beretter om Sønderjyllands største middelalderborg, hvor danske konger og holstenske grever udkæmpede drabelige slag. Den anslåede pris til realisering af projektet er omkring 150 millioner kroner.

Tro på det

- Ligesom Tirpitz ved den jyske vestkyst har vi en unik historie med et område, der gemmer på en skattekiste af skjulte historier. Vi skal bare lige finde nogen, som kan se idéen med en investering i den størrelsesorden, siger Bjarne Beck, der har et godt råd til andre lokale ildsjæle:

- Har man en drøm eller en god idé, så skal man ikke vente på, at det ruller ind med penge eller hjælp udefra. Man skal selv trække i arbejdstøjet – og så skal man tro på det.

Bjarne Beck fik mange lykønksninger, blandt andet fra sidste års prismodtager, Erling Fjelsted. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Udsigt til lang valgkamp: Socialdemokrater og Venstre i strid om integration

Ikke meget kan som diskussioner om integration, udlændinge, og hvad dertil hører, splitte en forsamling. Det gode selskab, en familiefrokost. Eller som det kunne konstateres i denne uge, da to års arbejde fra en række mennesker, der havde sagt ja til at sidde i et politisk underudvalg, blev kasseret: Samme periodes nogenlunde ro i byrådet kan være forbi. I Socialdemokratiet er man i hvert fald ikke i tvivl. Valgkampen frem mod kommunalvalget i 2021 er skudt i gang. Det var et såkaldt 17-4-udvalg, der havde fået til opgave at komme med forslag til en integrationspolitik i Aabenraa Kommune. Arbejdet og konklusionerne blev gjort færdige lige før jul, men i denne uge besluttede et flertal i arbejdsmarkedsudvalget at smide udspillet i skraldespanden. Det flertal bestod af Venstre og Dansk Folkeparti. Integrationspolitik hører ikke til de politiske livretter i Dansk Folkeparti, der ikke ser integration som et mål, men hellere vil sende udlændinge ”hjem”. Og hos Venstre havde man nogle helt andre interesser end succes for benævnte udvalg. Lyder den socialdemokratiske konklusion vel at mærke. FORMANDEN FOR UDVALGET var nemlig Erik Uldall Hansen. Han blev af Socialdemokratiet så sent som i efteråret udpeget som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021 – og socialdemokraterne var ikke sene til at mene, at det mest af alt lignede et koordineret angreb på netop Uldall Hansen. Underforstået at ved at erklære konklusionerne fra udvalgsarbejdet ubrugelige ville Venstre vise, at Erik Uldall Hansen ikke har evner til at lede et byråd, når han end ikke er i stand til at få et underudvalg til et udvalg til at fungere. Signe Bekker Dhiman, en anden socialdemokratisk repræsentant i 17-4-udvalget, er vred. I et læserbrev i JydskeVestkysten skrev hun blandt andet: ”På den måde at smide to års arbejde under Venstres valgkampbus finder jeg simpelthen usmageligt (…)” ANDRE UDVALGSMEDLEMMER RETTER skytset mere imod Venstre-manden Chresten Hedegaard. Han sidder ganske vist ikke i byrådet, men med sin placering i Høje Kolstrup Bydelsråd forsømmer han sjældent nogen lejlighed til at fortælle, hvor dårligt det efter hans opfattelse går med integrationen på netop Høje Kolstrup. Og det skønt bydelen ikke længere hverken er på den officielle ghettoliste eller på den liste, der tæller særligt udsatte boligområder i landet. Som han skrev i en mail til JydskeVestkysten fredag som begrundelse for at træde ud af 17-4-udvalget, lige inden dets arbejde blev gjort færdigt før jul: ”Helt grundlæggende efterlyste jeg f.eks. konkrete oplysninger om migranter/flygtninges nationalitet, køn, alder, uddannelse, aktivering, beskæftigelse, bosætning osv.” Man skal ikke kende meget til politik for at vide, at der i disse linjer ligger et ønske om at vise, at udlændingene på Høje Kolstrup fortsat udgør et problem, på trods af at de officielle lister altså fortæller en anden historie om bydelen. DET HØRER MED til den samlede fortælling, at selv hos Socialdemokratiet var begejstringen over 17-4-udvalgets konklusioner til at overse. Eller som Kim Brandt, næstformand i arbejdsmarkedsudvalget, konstaterede forleden: - Der var ting i oplægget, der skulle skærpes, men der var ingen grund til at forkaste det. Det blev det. Og på onsdag, når byrådet mødes igen, kan kampen så fortsætte. FLERTALLET IMOD INTEGRATIONSPOLITIKKEN består, medmindre Venstres Thomas Juhl skulle foretage endnu en politisk U-vending. Som medlem af 17-4-udvalget var han med til at forfatte integrationsudspillet. Alligevel lykkedes det ham at indtage den stik modsatte position i arbejdsmarkedsudvalget, hvor han han sammen med de to øvrige Venstre-medlemmer og udvalgsformand, viceborgmester Ejler Schütt (DF) var en del af den kvartet, som rev udspillet i stykker. Også hos Dansk Folkeparti må de have haft deres diskussioner. Partiets lokalformand, Ida Smed, har som medlem af 17-4-udvalget taget sit ansvar for integrationsudspillet, som hendes viceborgmester til gengæld ikke brød sig om. Onsdagens byrådsmøde bliver ikke just uinteressant. GOD WEEKEND

Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Annonce