Annonce
Sydjylland

Æggeproblematik: Dagrofa vælger billige udenlandske æg over danske

Dagrofa vil gerne supplere sit ægsortiment med udenlandske æg, da de ifølge Dagrofa er billigere end de danske. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Som den eneste af de større danske dagligvarekæder har Dagrofa udenlandske æg i sortimentet. Det frustrerer danske ægproducenter, som først har været tvunget til at omstille produktionen, og nu har fået ekstra konkurrence. Dagrofa forsvarer beslutningen.

Æg: Dagrofa vægter pris over danskhed. Det er det klare svar, som dagligvarekoncernen Dagrofa nu kommer med, efter at JydskeVestkysten tirsdag kunne fortælle, at Dagrofa i modsætning til Salling Group og Coop har udenlandske æg i deres varesortiment, hvilket frustrerer danske ægproducenter.

En af dem er 60-årige Bent Jensen fra Ølgod, som på grund af supermarkedernes bandlysning af buræg i butikkerne har måttet omlægge hele produktionen fra buræg til skrabeæg. Det har kostet et tocifret millionbeløb, og nu må han altså også acceptere konkurrence fra udenlandske æg i Dagrofas butikker, der inkluderer Spar, Meny, Let-Køb og Min Købmand.

- Det, som jeg er harm over, er, at nogle ser ud til at importere æg kun på grund af prisen. Jeg tror ikke, at der er nogen, der synes, at æg er for dyre, for butikkerne har jo lige valgt at smide de billigste æg ud. Så det er jo kun for egen avance, og der synes jeg, at man må stå med en dårlig smag i munden, sagde Bent Jensen i tirsdagens udgave af JydskeVestkysten.

Annonce

Sagen kort

  • I 2016 og 2017 valgte stort set samtlige supermarkedskæder at udfase buræggene, fordi de gerne ville prioritere bedre dyrevelfærd, og fordi at forbrugerne i højere grad var begyndt at vælge andre ægtyper.
  • De sidste buræg har forladt Coop og Dagrofas butikker 31. december 2019. Salling Group har udfaset buræggene.
  • En fjerdedel af Dagrofas skalæg er udenlandske og primært finske. Salling Group og Coop har udelukkende danske æg i butikkerne.

Dagrofa forsvarer beslutningen

Den kritik ville JydskeVestkysten gerne forholde Dagrofa, som dog ikke nåede at vende tilbage inden avisens deadline. Der er imidlertid nu kommet svar på, hvordan Dagrofa forholder sig til det moralske i beslutningen.

- I Dagrofa er det vigtigt for os at tilbyde vores kunder skalæg, der kvalitets-, sikkerheds- og prismæssigt er attraktive. Derfor har vi fundet det nødvendigt at supplere de æg, vi i forvejen havde i vores sortiment, skriver kommunikationsmedarbejder Jacob Lassen i en mail.

Da Dagrofa i tirsdagens udgave mente, at der ingen forskel var på danske og finske æg kvalitets- og sikkerhedsmæssigt, må det altså være prisen, der er den afgørende faktor i Dagrofas valg. Jacob Lassen antyder dog også, at beslutningen om at have udenlandske æg i varesortimentet er til overvejelse.

- Selvom vi er blandt de sidste, hvad angår dette initiativ, så betyder det jo omvendt ikke, at det er noget, vi er forpligtede til at gøre i al evighed.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce