Annonce
Aabenraa

Nybyggeri vil omringe ægtepars hus af vej og parkeringsplads: - Det kan vi ikke være bekendt

Parkeringspladsen lige vest for Bente Junker Hansen og Lars Thonesens hus er flittigt brugt, og de frygter for, hvordan det vil blive at bo der, hvis der også øst for deres ejendom bliver indkørsel og parkeringspladser. Arkivfoto: Claus Thorsted
Der skal findes en løsning, så Tinglev-ægtepar ikke risikerer at komme til at bo med trafik og parkeringspladser hele vejen rundt om deres hus. Det understreger S-udvalgsformand efter søndagsvisit på stedet.

Tinglev: Når man er skolelærer, er det ikke så godt at have sovet i timen.

Det er ikke desto mindre, hvad Karsten Meyer Olesen erkender at have gjort. Den socialdemokratiske formand for Aabenraa Kommunes social- og sundhedsudvalg har haft så stor fokus på selve indretningen af det ny plejehjem i Tinglev, Ny Grønningen, at han ikke har været tilstrækkelig opmærksom på de følger, det omfattende nybyggeri, får for naboerne.

Men nu har han - sammen med den øvrige socialdemokratiske byrådsgruppe - fået vendt blikket mod særligt Grønnevej 34, hvor beboerne - Bente Junker Hansen og Lars Thonesen - vil komme til at bo med vej og parkeringsplads på begge sider af deres hus, hvis planerne, som de ser ud nu, føres ud i livet.

- Vi må kunne finde på en smartere måde at gøre tingene på, der tager hensyn til den her familie, mener Karsten Meyer Olesen, efter han sammen med partifællerne Erik Uldall Hansen og Egon Madsen søndag besøgte ægteparret i Tinglev. Et besøg, også den konservative Jan Riber Jakobsen havde hægtet sig med på.

Annonce
Ingen tvivl om, at der skal findes en anden løsning, end hvad nuværende forslag lægger op til.

Jan Riber Jakobsen (K) i Facebook-opslag efter besøg på Grønnevej 34

En bedre løsning

Ifølge den lokalplan, der oktober måned ud ligger til offentlig høring, vil den tidligere danske børnehave lige øst for Junker og Thonesens hus kunne rives ned for at give plads til en ekstra tilkørselsvej og de påkrævede parkeringspladser.

- Jeg synes ikke, vi kan være bekendt at behandle de mennesker på den måde. Samtidig vil det jo heller ikke blive et særligt pænt område med to indkørselsveje med bare et enkelt hus imellem. Så jeg håber, vi kan samle flertal for at finde en bedre løsning, siger Karsten Meyer Olesen, der derfor spændt venter på, hvad det kommer ud af det møde, formanden for vækstudvalget for land og by, Philip Tietje (V), tirsdag har aftalt med Tinglev-ægteparret.

Kan den ene vej undværes?

Den socialdemokratiske udvalgsformand skal dog ikke forvente, at der kommer en færdigpakket løsning dér.

- Nej, jeg har ikke lagt mig fast på noget. Det er stadig alt for tidligt. Nu indleder vi dialogen med beboerne i nummer 34 om de forskellige muligheder, der er, forklarer Philip Tietje, der blandt andet har bedt forvaltningen undersøge, om der vil være mulighed for at nøjes med én indkørsel og så blænde den anden af med et grønt bælte.

- Jeg har hørt, at der er nogle, der mener, kommunen bare skal købe huset, men jeg vil gerne have undersøgt, hvad der er af alternative, tålelige løsninger. For dels er der ikke i budgettet penge til bare at gå ud og købe, og dels risikerer vi, at det danner præcedens for, at vi så skal ud og købe huse, hver gang vi opfører noget nyt. Så jeg er optaget af, at vi lander et bredt kompromis, som der er sund fornuft i, siger Philip Tietje.

På billedet kan man se, hvordan Grønnevej 34 - det lille, grå hus med en lastbil holdende foran - kommer til at ligge isoleret mellem to indfaldsveje, hvis man gør alvor af planerne og river den tidligere danske børnehave ned til og asfalterer til vej og parkeringspladser. Luftfoto: Indeholder data fra Geodatastyrelsen, Matrikelkortet, WMS-tjeneste

Glad for dialog

Det er heller ikke sådan, at en ekspropriering er den eneste løsning for Bente Junker Hansen og Lars Thonesen.

- Nej, for vi er jo glade for at bo her. Så vi er imødekommende over for mange forskellige løsninger, men vi vil bare ikke bo i en rundkørsel med trafik og parkering på alle sider, siger Bente Junker Hansen, der derfor glæder sig til at høre, hvad Philip Tietje og direktør Stig Werner Isaksen har at sige.

- Det er rart, at vi endelig er kommet i dialog, og vi var også glade for, at Karsten Meyer Olesen og de andre kom søndag. Nu forstår de i hvert fald den situation, vi risikerer at komme til at stå i, siger Bente Junker Hansen og understreger, at døren også er åben, hvis andre byrådspolitikere har lyst til at komme forbi for selv at få syn for sagn.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Danmark

Sundhedsordførere: Nu må ministeren stoppe omskæringslægen

Annonce