Annonce
Tønder

Ægtepar købte nyfødt barn for 750 euro

Retten i Sønderborg

Et brændende ønske om at få et barn fik et par til at køre til Polen og købe en lille dreng. Onsdag fik de dom.

Annonce

TØNDER/SØNDERBORG: En 37-årig mand og hans 36-årige hustru, der tidligere har været bosat i Tønder Kommune, hentede uden myndighedernes kendskab et nyfødt barn i Polen. Det skete tilbage i april 2014. Parret betalte 750 euro og fik overdraget barnet på en cafe to dage efter fødslen.

I retten blev parret onsdag frifundet for at have overtrådt adoptionsloven, men dømt for at have givet urigtige oplysninger til offentlig myndighed. Begge blev idømt 20 dages betinget fængsel med vilkår om 40 timers samfundstjeneste.

De urigtige oplysninger, som de blev dømt for, var, at kvinden havde født barnet i Holland. Løgnen var nødvendig for at få folkeregistret i Tønder til at give den nyfødte dreng et dansk cpr-nummer. Den 37-årige var ekstra kørt til Holland for at hente en fødselsattest og dermed dække over sagens sande sammenhæng.

Den usædvanlige sag kom frem, da de polske myndigheder i december 2014 rettede henvendelse til dansk politi. I Polen blev der efterlyst en forsvundet baby. Kvinden, der havde født den lille dreng, havde peget på parret fra Tønder. Anklagen lød på ulovlig menneskehandel.

I retten kom det frem, at parret havde talt om at få et barn for, som kvinden kaldte det, at blive "en rigtig familie". Det lykkedes dog ikke at blive gravid af naturlige veje, og flere andre forsøg gav heller ikke det ønskede resultat.

Parret havde talt om adoption, men på grund af en tidligere psykisk diagnose for hendes vedkommende regnede de ikke med at komme i betragtning. Derfor begyndte de at tænke i alternative baner. På specielle hjemmesider på internettet søgte de via annoncer kontakt til en kvinde, der ville overdrage sit nyfødte eller meget unge barn til dem.

- Barnet skulle helst være nyfødt, så vi kunne få det helt fra begyndelsen, sagde kvinden.

På den måde fik de tilbage i november 2013 kontakt til en kvinde i Polen. Hun var gravid med forventet fødsel i april 2014. I første omgang forlangte kvinden omkring 100.000 kr. for barnet.

- Det ville vi ikke være med til, og afbrød kontakten, forklarede parret i retten.

To måneder senere vendte den polske kvinde tilbage. Nu var hun indstillet på at overdrage barnet for 750 euro (ca. 5.500 kroner). Den lille dreng blev født 2. april 2014, og to dage efter afhentede de barnet.

Børn bør ikke kunne gøres til handelsobjekter. Børn må ikke kunne købes eller sælges,

Rikke Brændgaard Nielsen, senioranklager, Syd- og Sønderjyllands Politi
Annonce

Privat adoption

Senioranklager Rikke Brændgaard Nielsen betegnede parrets fremgangsmåde som "en adoption uden om myndighederne".

- Børn bør ikke kunne gøres til handelsobjekter. Børn må ikke kunne købes eller sælges, sagde hun.

Alligevel lykkedes det ikke anklageren at få parret dømt for overtrædelse af adoptionsloven. Her er der tilsyneladende ikke taget højde for parret private aktion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Den irske pub i turistby får bøde og sur smiley

Annonce