Annonce
Varde

Ægtepar nægter ulovlig udlejning: Vi handlede i god tro

Et sydvestjysk ægtepar afviser at have bedrevet ulovlig udlejning af op mod 18 sommerhuse nær den jyske vestkyst.

Ægtepar fra Ansager hævder, at de kun udlejede fire sommerhuse, og at det foregik i den tro, at det var lovligt.

Et ægtepar fra Ansager afviser at have haft en indtægt på 12 millioner kroner ved ulovlig udlejning af parrets 18 sommerhuse.

De blev ved byretten i Esbjerg i 2015 idømt en bøde på tilsammen knap to millioner kroner for ulovlig udlejning af sommerhuse nær den jyske vestkyst.

Men parret ankede til Vestre Landsret, der mandag behandler sagen.

Det ældre ægtepar kan ikke genkende anklagerens påstand om, at de skal have haft indtægter for 12 millioner kroner ved i perioden fra 2005 til 2012 at have udlejet sommerhuse ved blandt andet Blåvand og Henne.

Den ene halvdel af parret - en 76-årig mand, der bruger stok og hører dårligt - forklarer, at parret har bedrevet udlejning af deres sommerhuse, men slet ikke i det omfang, anklageren påstår.

- Vi har haft den opfattelse, at vi hver især måtte udleje to sommerhuse - ud over det, vi har hver især, siger manden, da han mandag formiddag afgiver forklaring i Vestre Landsret i Viborg.

Parret hævder således, at de kun har udlejet fire sommerhuse. Det er dog stadig ulovligt, da reglerne siger, at man kun må udleje højst to sommerhuse.

Loftet gælder per ægtepar, forklarer senioranklager Rikke Holm Simonsen.

Parret, der er tiltalt for den ulovlige udlejning, siger derimod, at de troede, at det skulle forstås som to sommerhuse per person.

De har derfor handlet i god tro, mener de.

Men anklageren godtager ikke den forklaring.

- Vi har med et ægtepar at gøre, som to gange tidligere er blevet dømt for udlejning af sommerhuse, siger Rikke Holm Simonsen.

Hun henviser til, at parret i byretten i Varde i 1998 og 2004 blev dømt i lignende sager om ulovlig udlejning af sommerhuse.

- Parret har endda i 2004 selv søgt om tilladelse til erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse, men fik afslag, siger Rikke Holm Simonsen.

Hun godtager således ikke parrets forklaringer og mener, at landsretten bør stadfæste den dom, som byretten i Esbjerg nåede frem til i august 2015.

Bøden på knap to millioner kroner kan veksles til en forvandlingsstraf på 60 dages fængsel, hvis parret ikke betaler.

Parret oplyser, at de i de senere år har skilt sig af med hovedparten af sommerhusene og nu kun ejer seks huse.

Reglerne siger, at man må eje lige så mange sommerhuse, man ønsker. Men man må kun udleje op til to huse, og kun hvis man også selv benytter dem.

Vestre Landsret ventes at afsige dom i sagen 29. maj.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce