Annonce
Indland

Plejehjemsdød: Politi dropper drabssag mod dement mand

I slutningen af juli blev en 85-årig kvinde fundet død i sin seng på et plejehjem. Ingen tiltales for drab.

En ældre mand kan onsdag ånde lettet op.

I flere uger har han været sigtet for drab på en 85-årig kvinde, der blev fundet død i sin seng på et plejehjem i Vojens 29. juli.

Dødsfaldet virkede mistænkeligt, så politiet gik i gang med at efterforske, om der kunne være tale om drab. I den forbindelse blev den ældre mand anholdt og sigtet for at have dræbt kvinden.

Retten i Sønderborg løslod dog manden efter et grundlovsforhør, og nu oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at man ikke går videre med sagen.

- Vi kan ikke rejse en tiltale mod den ældre mand, der har været sigtet i sagen. Vi kan ikke bevise, at han er skyldig i drab, forklarer senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen.

Anklagemyndigheden har siden dødsfaldet set på det samlede materiale i efterforskningen. På baggrund af det har man vurderet, at hverken den ældre mand eller andre vil blive tiltalt i sagen.

Manden, der er 90 år gammel og dement, blev anholdt på plejehjemmet.

Ifølge JydskeVestkysten, der var til stede ved grundlovsforhøret, blev afhøringen af ham blev opgivet, da anklageren ikke kunne få svar på sine spørgsmål.

Dommeren valgte at løslade manden, da der ikke blev fundet begrundet mistanke for, at han skulle have været skyld i kvindens død.

Trods løsladelsen opretholdt politiet sigtelsen mod manden. Men cirka halvanden måned efter dødsfaldet vurderes sagen som afsluttet.

- Efterforskningen stopper her, medmindre der dukker afgørende nyt op senere. Det kan vi jo aldrig afvise. Og en sag af denne alvorlige karakter vil vi jo altid kigge på igen, hvis der kommer nye oplysninger, siger Rikke Brændgaard-Nielsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Østergade skal være mere grøn

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Kolding kæmpede mod vandmasserne: Her er forklaringen på oversvømmelserne

Annonce