Annonce
Esbjerg

Ældre opfordres til at træne hjemme

Det kan være vanskeligt for ældre borgere at få den motion, de er vant til, når alle aktiviteter er lukket ned. Billedet er fra erindringsdans på Margrethegården i Ribe. Arkivfoto: Jesper Orry
Annonce

Esbjerg Kommune: Det meste af Danmark er lukket ned på grund af frygten for smitte og udbredelse af coronavirus, og det rammer på mange områder ældre borgere ekstra hårdt.

En af de ting, som ældre mangler i disse tider, er træning og motion, og hvad gør man, når fitnesscentre, træningscentre og idrætsaktiviteter i foreningsregi er lukket ned?

Ældre Sagen i Esbjerg Kommune har valgt at opfordre sine medlemmer til at følge de råd, som Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet har udsendt i forbindelse med coronakrisen, for der findes andre muligheder for at få bevæget sig i og udenfor hjemmet. Og det er vigtigt for at undgå tab af fysisk og kognitiv funktionsevne.

- Især for folk i risiko for udvikling af livsstilssygdomme vil blot 14 dage uden træning og motion bringe personen tættere på reel sygdom, og det kan tage lang tid at modvirke denne tilstand efterfølgende. Og for folk, der allerede har en livsstilssygdom, kan tilstanden forværres, siger Mathias Ried-Larsen, som er seniorforsker og gruppeleder på Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Ældre Sagen

Ældre Sagen i Esbjerg Kommune har omkring 19.000 medlemmer.

Der er lukket ned for alle fysiske aktiviteter i Ældre Sagens regi frem til 1. juni.

På foreningens hjemmeside kan man se de mange gode råd til motion og træning, ligesom alle medlemmer skulle have fået dem tilsendt på mail.

Annonce

Sluk for fjernsynet

Rådene gælder sådan set alle borgere, der kan have svært ved at opretholde deres normale motionsvaner under coronakrisen, men de er ekstra aktuelle for ældre, siger Peter Ried-Larsen, der er næstformand i Ældre Sagen i Esbjerg og i øvrigt far til Mathias Ried-Larsen:

- Vi støtter op om det her og opfordrer både vores medlemmer og andre til at følge rådene. Det kræver lidt struktur og selvdisciplin at få træning og motion på andre måder, end man er vant til for ældre. Men tænk kreativt og brug de ting, der er i hjemmet. Lav for eksempel gymnastik på en stol og brug en tung bog som vægt og løft den op i strakte arme. Frisk luft i form af gåture eller cykelture er også godt, så længe man overholder de anbefalinger, der kommer fra regeringen, siger Peter Ried-Larsen.

En af opfordringerne til de ældre er, at de undgår at sidde for meget ned i løbet af en dag, helst mindre end otte timer, og det bedste middel er at slukke for fjernsynet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Tønder tabte pusten efter pausen

Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce