Annonce
Esbjerg

Ældre Sagen: Hold nu fokus på Hanna

Formand for Ældre Sagen i Esbjerg, Hanne Meyer, yderst til venstre i billedet, er ærgerlig over, at sagen om Hanna er blevet til politisk mudderkastning og valgkamp. I midten ses Hanna og til højre hendes datter Marianne Poulsen. Arkivfoto: André Thorup

Hanne Meyer, der er formand for Ældre Sagen i Esbjerg, kalder det for en pinlig affære, når der går partipolitik og valgkamp i sagen om 80-årige Hanna på Østerbycentret. Hun opfordrer politikerne til at holde fokus på det egentlige problem.

Esbjerg: Sagen om den 80-årige demente Hanna Helth Jensen, der på grund af gældende kommunale regler ikke må fortsætte med hver dag at komme på det daghjem, hvor hun er kommet gennem seks år, er blevet en politisk varm kartoffel og har afstedkommet en masse politisk mudderkastning.

Og det ærgrer formanden for Ældre Sagen i Esbjerg, Hanne Meyer.

- Jeg synes simpelthen at det er pinligt, at en så alvorlig og sørgelig sag, der virkelig påpeger et stort problem i systemet, er endt på denne måde. Fokus er blevet fuldstændig fjernet fra den 80-årige kvinde med de håndgribelige problemer, der gør hende så ked af det. I stedet er der gået partipolitik og valgkamp i det. Vi vil snakke ældrepolitik og se resultater, siger Hanne Meyer.

Hun har selv besøgt den 80-årige Hanna på Østerbycentret og konstateret, hvordan hun liver op, når hun deltager i aktiviteterne i daghjemmet, men det må hun kun tre dage om ugen, og det er endda en speciel aftale. Daghjemmet er nemlig som udgangspunkt slet ikke for plejehjemmets beboere.

Annonce

Sagen kort

Søndag den 3. februar bragte JydskeVestkysten historien om 80-årige Hanne Helth Jensen, der er beboer på demensafsnittet på Østerbycentret.

Her flyttede hun ind i november 2018, og det betød samtidig, at hun ikke længere måtte være med til aktiviteterne på centrets daghjem, som hun ellers har deltaget i gennem seks år.

Daghjemmet er kun for hjemmeboende ældre.

Hanna har fået lov til at komme på daghjemmet først to og senere tre dage om ugen i en overgangsperiode, men hun er ulykkelig over ikke at måtte komme der hver dag.

Som reaktion på historien har politikerne i Sundhed- & Omsorgsudvalget fået indledt en kvalitetsundersøgelse af de kommunale ældreaktiviteter.

Politisk mudderkastning

Den socialdemokratiske folketingskandidat Anders Kronborg har været fremme med kritik af udvalgsformand Olfert Krogh (DF), ældreminister Thyra Frank (LA) og hele byrådet i Esbjerg Kommune for ikke at kunne hjælpe Hanna bedre.

Det har omvendt fået blandt andre byrådsmedlemmerne Jakob Lose (V) og May-Britt Andrea Andersen (K) til at beskylde Kronborg for at score billige point i valgkampen, og de har påpeget, at han selv har siddet i byrådet da reglerne blev vedtaget.

Også minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V) har været en del af mudderkastningen.

Og det er netop det politiske spil, som Hanne Meyer er skuffet over.

- Vi glemmer jo fuldstændig Hanna og hele problemet i denne sag. Jeg er i slipstrømmen af historien blevet kontaktet af flere, der sidder i lignende situationer, og der er noget pilråddent ved situationen. Hvad betyder formuleringen "for en tid" for eksempel, når Hanna har fået lov til at være på daghjemmet tre dage om ugen? Hvor længe er det? Hendes fremtid er stadig uvis, og vi ved, at hun er ulykkelig over situationen, så tag nu for pokker og bliv konkrete i stedet for. Jeg kan i hvert fald love, at vi ikke lader sagen dø hen på trods af det politiske spil, den har afstedkommet. Vi vil se resultater i stedet for tom snak, siger Hanne Meyer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce