Bramming: Der er forskel på at bo i en stor villa eller i en mindre lejlighed. Efter døden er indtrådt, mærker du næppe den store forskel, men det gør landets kirkegårde. Også de to i Bramming. Den store ved Sct. Ansgar Kirke og den noget mindre ved Sct. Knuds Kirke.
For det er ikke lige meget, om du bliver begravet i kiste eller først bliver brændt og din aske siden nedsat i en urne. Der er forskel i størrelse på gravstedet. En kiste kræver, der er plads til et hul i jorden på cirka en gange to meter, mens en urne kræver et kvadratisk hul, hvor hver side er cirka 70 cm.
- Kirkegårdene skifter udseende i disse år. De gamle kistebegravelses steder bliver der færre af og vi får flere urnenedsættelsessteder, fortæller kirkegårdsleder i Bramming Poul Nielsen.
Flere vælger at blive brændt
- På landsplan er det 86 procent af de afdøde, der bliver brændt. Her i Bramming er det i år indtil nu 72 procent, der har valgt at blive brændt. Men tendensen er klar. Da jeg kom hertil i 2006 var det 48 procent af de afdøde, der valgte at blive brændt og nedsat i urne, fortæller Poul Nielsen.
Konkret betyder det, at når en kistebegravelsesplads sløjfes, så bliver den halveret i størrelse. Kirkegårdslederen og kirkegårdens øvrige medarbejdere forsøger at gøre det med gravsteder, der ligger "ryg mod ryg" op til hinanden. Det nye urnested bliver så halvt så langt og knap så bredt som det tidligere gravsted. I midten, mellem de to rækker gravsteder og væk fra stierne, bliver så plantet blomster og træer.
Poul Nielsen, kirkegårdslederHer i Bramming er det i år indtil nu 72 procent, der har valgt at blive brændt, og tendensen er klar. Da jeg kom hertil i 2006 var det 48 procent af de afdøde, der valgte at blive brændt og nedsat i urne.
Det er Poul Nielsens håb, at kirkegården - uden at tabe dens oprindelig funktion - kan blive mere park-agtig og være et sted, hvor flere har lyst til at gå en tur, når de nu er på kirkegården for at se til et gravsted. Eller for at skyde genvej. For at skabe afveksling i rækkerne af urnebegravelsespladser, bliver der højst lagt fire pladser i række. Herefter kommer et mellemrum med en form for udsmykning, hvor senest den lokale kunsthåndværker Kim Kruchow har fremstillet fire små skulpturer i stål og sort egetræ.
- Folk skal have tid til at gå rundt og kigge. Vi er en kulturinstitution, og vi vil gerne have, de besøgende bliver her fem minutter mere. Derfor har vi også opsat et borde- og bænkesæt på et hjørne, hvor fire stier mødes. Det er man velkommen til at benytte. For eksempel sætte sig og drikke sin medbragte kaffe, fortæller Poul Nielsen.
Plænesten
En af tidens trends har også indfundet sig på kirkegårdene i Bramming. For tiden med stående gravsten på urnepladserne er forbi. De fleste vælger i dag at få en såkaldt en plænesten. Det vil sige en flad sten, som ligger i niveau med den omgivende græsplæne - hvis det ikke er småsten, der dækker graven. Det er der også en årsag til, fortæller Poul Nielsen.
- For børn, der ikke bor i nærheden, skal det være nemt at passe. Det koster også kun det halve i forhold til kistebegravelsespladser, slutter Poul Nielsen.
Kom på kirkegårdsvandring
Vil du selv se, hvordan kirkegården i Bramming ændrer sig - og samtidig få fortalt om ændringerne, så gå med, når der næste gang er kirkegårdsvandring.
Næste kirkegårdsvandring er allerede torsdag den 19. maj klokken 18.30 på kirkegården ved Sct. Ansgar Kirke i Bramming.