Annonce
Kolding

Ærgerlige penge ud ad vinduet: Tomme boliger til ældre koster kommunen godt 2,6 mio i år

Seks ud af de otte ældreboliger ved plejehjemmet Toftegården står tomme eller har stået tomme i årets første ti måneder. Når de gør det, så skal kommunen betale såkaldt "tomgangshusleje". Beløbet for Jordrup er på omkring 330.000 kroner.  Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Seniorområdets udgifter til husleje i tomme ældreboliger ventes i år at blive det hidtil højeste. Til gengæld har budgettet aldrig været lavere. I år ventes et merforbrug på 1,1 millioner kroner i år.
Annonce

Kolding:  I år ser det ud til, at seniorområdet i Kolding Kommune kommer til at betale det hidtil højeste beløb i såkaldt  tomgangshuslejen. Det er husleje, som  kommunen betaler, når ældreboliger eller boliger på plejehjem står tomme.

I faktiske tal er der i år afsat 1.570.000 kroner på budgettet  til tomgangshusleje, men efter alt at dømme løber udgiften op på 2.627.000 kroner. Det vil sige 67 procent mere, end der er afsat på budgettet.

Ældre kan søge kommunen om at få en ældrebolig eller en plejebolig, hvis de har vanskeligt ved at klare sig selv. Sekretariatschef  Brian Urban oplyser, at det typisk er ældreboliger, der får udgiften til at vokse.

- Efterspørgslen på plejeboliger er fin, og dem har vi næsten ikke tomgangshusleje på.

Han fortæller videre, at kommunen lige nu går boligerne igennem.

- Analysen er ikke færdig endnu. Det kan være, at den viser, at nogle af de ældreboliger, vi ikke kan få lejet ud og har store tomgangsudgifter på, kan bygges om til plejeboliger.

Ældreboligerne ved Toftegården i Jordrup ser ud til at give den største udgift. En status efter årets ti første måneder viser, at seks ud af otte ældreboliger her står tomme eller har stået tomme. Og det koster omkring 330.000 kroner.

Sidste år søgte seniorudvalget om en million kroner, der skulle bruges til at købe alle ældreboligerne ved Toftegården med det mål at nedlægge lejlighederne, fordi de er så svære at leje ud, men ønsket kom ikke med på budgettet.

Annonce

Budgettet til leje skrumper

I 2018 fik kommunen det eksterne firma Implement til at analysere seniorområdet, og tomgangshusleje var et af de områder, hvor analysen viste, at der kunne være penge at spare.


Analysen er ikke færdig endnu. Det kan være, at den viser, at nogle af de ældreboliger, vi ikke kan få lejet ud nu og har store tomgangsudgifter på, kan bygges om til plejeboliger.

Sekretariatschef Brian Urban


I 2019 blev budgettet derfor reduceret med 300.000 kroner. I år skal der skæres 500.000 kroner og fra næste år barberes budgettet med en million kroner. Dermed bliver der omkring 1,1 millioner kroner til tomgangshusleje om året.

Tror du, det er realistisk at nå så langt ned?

-  At reducere budgettet med en million kroner var et af de syv potentialer, vi blev pålagt at finde på baggrund af senioranalysen.  Hvis man ser på udviklingen i udgifterne og budgettet, så virker det ikke realistisk lige nu. Selvfølgelig har vi en pligt til som kommune at tilpasse vores udgifter til budgettet, og vi gør også alt, hvad vi kan, svarer Brian Urban.

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) kalder tomgangshuslejen for ærgerlige penge at give ud.

- Vi vil blive ved med at arbejde på at gøre det bedre. Hvis det ikke lykkes for os få udgiften ned, så har i heldigvis en sund økonomi, så  jeg forestiller mig, at det vil kunne lade sig gøre at finde pengene inden for vores eget budget.  Tomgangshusleje kan ikke helt udgås i forbindelse med fraflytninger og renovering af lejemål, men beløbet skal selvfølgelig være så lavt som muligt, siger han.

Tomgangshusleje

Sådan  er udviklingen i udgiften til tomgangshusleje til ældreboliger og plejeboliger.

2015: Budget 1.894.000 kroner. Forbrug 2.006.052 kroner.

2016: Budget 1.908.000 kroner. Forbrug 1,815.482 kroner.

2017: Budget 1.959.000 kroner. Forbrug 1.440.673 kroner.

2018: Budget 1.998.000 kroner. Forbrug 2.179.055 kroner.

2019: Budget: 1.749.000 kroner. Forbrug 2.454.814 kroner.

2020: Budget: 1.570.000 kroner. Forventet forbrug: 2.627.000 kroner.

Top seks i tomangshusleje

Hovedgaden i Jordrup:  330.000 kroner.  6 boliger står tomme eller har stået tomme i år.

Lindely, Vamdrup: 300.000 kroner.  9 boliger står tomme eller har stået tomme i år.

Sjølund Gade, Sjølund: 250,000 kroner. 5 boliger står tomme eller har stået tomme i år.

Agtrupvej, Kolding: 137.000 kroner. 11 lejligheder står tomme eller har stået tomme i år. Her drejer det sig typisk om en måned eller to. En lejlighed har stået tom i længere tid.

Sct Hedvigs vej, Kolding: 128.000 kroner. Fire lejlighed har stået tomme eller står tomme.

Hechtsvej, Viuf; 101.000 kroner. Fire lejligheder har stået tomme eller står tomme.

Alle tal er opgjort for årets ti første måneneder. For nogle lejemål har by- og udviklingsforvaltningen betalt en del af udgiften. På ovenstående liste er kun nævnt steder, hvor tomganghuslejen er over 100.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce