Annonce
Regionalt

Ø-pas bliver revet væk: Ny turismekampagne skal booste ø-turisme

Rømø er i år blevet en del af Ø-passet. Læs mere om passet og de 39 øer på www.oepas.dk. Her kan man også bestille Ø-pas.
Mange af de danske øer såsom Rømø oplever i år flere turister end nogensinde før, blandet andet som følge af gratis færgeoverfarter og det populære Ø-pas. Nu lanceres  en storstilet turismekampagne - og 50.000 nye Ø-pas er på vej.
Annonce

Sommeren 2020 bliver anderledes end den sædvanlige sommerferie. Med en stadigt coronapræget verden har de fleste danskere droppet alle planer om solferie sydpå. Men sommeren i Danmark er ikke et farvel til hverken badeferie eller lækker mad. Et stigende antal danskere bruger Ø-passet som inspiration til sommerferien, og det er en god mulighed for at opleve Danmark på ny. Det skriver Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.

Eventyret og jagten på skatte og ferieminder skal for rigtig mange ske i Danmark i år. Det sætter en ny, storstilet kampagne fokus på i dag og sommeren over. Kampagnen vil køre på sociale medier og ude i landet. Budskabet er blandt andet, at jagten på en stressfri ferie ikke er mere end en færgeafgang væk. Her kan uro blive til øro med Ø-passet som rejsepartner.

I år er Rømø blevet en del af det rødbedefarvede Ø-pas, der nu indbefatter 39 af de færgeforbundne øer i Danmark. I Ø-passet kan man finde inspiration og lokale guides til øferie og ø-hop i det danske, ligesom det er muligt at samle stempler fra øerne og konkurrere internt om flest besøgte øer i Danmark.

- En ferie i Danmark er ikke lig med afsavn til den aflyste sommerferie i syden, det kan faktisk være et bevidst valg, og være en øjenåbner for, hvor afslappet, berigende og magisk en ferie, man kan få i sit eget land. Og hvor stort Danmark er på skønne attraktioner, autentiske oplevelser, og smuk natur, fortæller Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard.

Annonce

50.000 nye Ø-pas på vej til danskerne

Kampagnen søger både at booste turistsæsonen i sommerferien samt at udvide den til efteråret. I år oplever øerne en massiv tilstrømning af turister. Det oplyser Landdistrikternes Fællesråd, som står for markedsføring af øerne og drift af Ø-passet.

Også på færgerne opleves den stigende interesse, lyder det fra Danske Rederier.

De første Ø-pas blev revet væk. På baggrund af den store interesse og efterspørgsel fra turister er 50.000 nye Ø-pas blevet produceret og igang med at blive distribueret til turistbureauer, færgerederier og interesserede borgere i hele landet.

Del af sommerpakke

Kampagnen er en del af Landdistrikternes Fællesråds udmøntning af Aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om Sommerpakken. Her blev to millioner kroner øremærket som statsligt tilskud til fællesrådets arbejde med at booste ø-turismen og Ø-passet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce