Annonce
Indland

Ødelæggende orkan har gjort statsskove rigere på løvtræer

Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Der er kommet 30 procent flere løvtræer i statsskovene, siden orkan for 20 år siden skabte store ødelæggelser.

Millioner af træer i landets skove knækkede som tændstikker, da decemberorkanen hærgede landet for 20 år siden.

Da statsskovene skulle genplantes, blev mange af de ødelagte nåletræer erstattet af løvtræer som eg og bøg.

På landsplan er der kommet cirka 30 procent flere løvtræer i statsskovene siden 1999.

- Orkanens ødelæggelser kom i første omgang som et stort chok, men det blev også en øjenåbner for måden at forvalte statsskovene på herhjemme, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen, til styrelsens hjemmeside.

- I stedet for at genplante store plantager med lige rækker af nåletræer, gjorde vi skovene mere varierede med flere løvtræer som eg og bøg.

- En varieret skov står bedre fast i storm, men er også sjovere at gå tur i, og med tiden vil den få langt flere vilde dyr og planter tilknyttet, siger Mads Jensen.

Orkanen, der ramte landet 3. december 1999, ramte især skovene i Sydvestjylland hårdt.

Store områder med nåletræer blevet fuldstændig lagt ned.

Ser man alene på ti skove i Sydvestjylland, der var blandt de hårdest ramte statsskove, er der kommet dobbelt så mange løvtræer som før.

I årene efter orkanen blev der plantet 4,4 millioner nye træer.

En del af de knækkede træer fik lov at blive stående i skovene og er langsomt gået i forfald til glæde for svampe, insekter og fugle.

Flere steder har man også ladet områder springe i skov af sig selv.

- Stormfaldet banede vejen for en hurtig overgang til det, vi i dag kalder naturnær skovdrift.

- Nu arbejder vi målrettet med at få mere variation i skoven og lade naturen gøre en større del af arbejdet selv, siger Mads Jensen.

- At ændre på skoven kræver generelt stor tålmodighed, og det er ret unikt, at vi har opnået så store forandringer på så kort tid. Det var aldrig sket uden hjælp fra orkanen, siger kontorchefen.

Decemberorkanen for 20 år siden kostede syv mennesker livet og forårsagede skader for 13 milliarder kroner.

/ritzau/

Annonce
Nyheden fra Naturstyrelsens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Palle og de udstoppede fugle

Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce