Annonce
Esbjerg

Øko-pioner: - Det her var virkelig langt ude i 1998

Øjenpuden er fyldt med økologiske kerner og kan både bruges varm og kold. Hanne Kold sælger en del af dem gennem yogabutikker, og øjenpuden skulle hjælpe med at få dig til at falde lettere til ro. Foto: Christine Landry
Har du nogensinde læst et nyhedsbrev, der ændrede dit liv? Nej, vel. Det har Hanne Kold. Hun er tekstildame, og for 25 år siden fik hun et nyhedsbrev, som fik hende til at tage en beslutning, der tog hendes liv i en langt mere idealistisk retning end hidtil.

Hanne Kold er omgivet af flyttekasser og fremtidsplaner, da vi taler med hende. Om få dage flytter hun fra København til den lille ø Bogø.

I år er det 23 år siden, hun åbnede sin lille butik, Vivatex, som sælger økologiske metervarer, puder med naturfyld og økologisk sengetøj.

Inden corona sidste år nedlagde landet, valgte hun at lukke den fysiske del af sin butik, som på det tidspunkt lå i Blågårdsgade i København. Ikke fordi den gik dårligt, men fordi et nyt eventyr ventede. Et eventyr på en lille ø, med egen systue og et endnu mere miljøvenligt firma.

Annonce

Det her er historien om en dedikeret håndarbejdslærer, der ikke kunne leve med det, hun læste om den eksotiske bomuld, hun hver dag havde mellem hænderne i undervisningslokalet.

Vi skal for en stund en tur tilbage til slutningen af 90’erne. Tilbage til dengang, hvor økologi var langhåret for de færreste og mestendels bestod af en sjælden økologisk gulerod eller mælk fra en velassorteret Superbrugs på Sjælland.

Hanne Kold var håndarbejdslærer. Hun gik op i sit fag, og da hun en dag læste et nyhedsbrev, skete der noget i hende.

En forening dannet af kvinder sendte nyhedsbreve ud, som oplyste om, at der i produktionen af bomuld blev sprøjtet så meget, at det var den mest sprøjtede afgrøde i verden.

- Jeg er jo tekstildame, så emnet blevet meget hurtigt interessant for mig, forklarer hun.

- Jeg var så optaget af tekstil og tanken om, at det kunne jo ikke være rigtigt, at de skulle sprøjte så meget og efterfølgende overfladebehandle med alle mulige kemikalier.

Noget måtte gøres. Hanne Kold kunne ikke bare sidde på sine kreative hænder, hvis der var andre muligheder.

- Jeg kunne godt se, at det var op ad bakke at gøre noget ved det i undervisningssammenhænge. Derfor oprettede jeg mit firma, Vivatex. Jeg blev jo klar over, at det slet ikke var nødvendigt at sprøjte så vildt, fordi bomulden kan dyrkes økologisk, fortæller hun.

Derfor begyndte hun at sælge økologiske metervarer og sengetøj fra sit hjem i Måle på Fyn.

I dag lyder det som en forretningsidé, der kunne være taget ud af DR-programmet ”Løvens Hule”, men i 1998, da Hanne Kold oprettede sit firma, var der andre økoboller på suppen.

- Det var virkelig langt ude i 1998. Som nogle sagde: ”Herregud, vi spiser jo ikke bomuld, så det kan vel være lige meget,” husker hun grinende.

Siden 1998 er danskerne kommet på andre tanker, og ifølge tal fra Landbrug og Fødevarer er vi i dag et af de folkefærd i Europa, der bruger flest penge på økologiske varer.

Det meste skal sys på Bogø

Da hun åbnede sin butik, var markedet for økologiske metervarer til hjemmet meget lille, og Hanne Kold husker, at folk ringede til hende og spurgte, hvad det var, og hvorfor man skulle have økologisk stof.

- Jeg ved faktisk ikke, om man kan sige, der var et marked, det voksede jo, men meget meget langsomt. Det var helt klart mere idealisme, end det var en god forretning, fortæller hun.

Alligevel fortsatte hun. Først drev hun butikken fra sit hjem i Måle. Siden fik hun butik i Nedergade i Odense, havde et par år med en butik i Kerteminde, og senere flyttede den sammen med hende til København. I dag lever hun af den og er ved at udvide det miljøvenlige sortiment på hylderne.

- I dag er der en større bevidsthed om økologi, og hvordan forholdene er omkring en vare. Det starter jo med det, vi spiser, og det har banet vejen for alt det udenom, siger hun.

Når flyttekasserne er pakket ud, er det planen, at hun alene skal stå for størstedelen af kollektionen i systuen på Bogø.

- Jeg har tidligere fået produceret det meste ude, men jeg har valgt, at rigtigt meget af det skal jeg selv sy.

Og selvom det ikke handler om økologi, så er det en anden form for bæredygtighed, som også står Hanne Kolds hjerte nært.

- Det er lidt en prøve, at jeg trækker så meget hjem til egen systue, men det handler for mig også om bæredygtighed. At det er lavet af en, der arbejder under ordentlige forhold. Det er rigtigt vigtigt, at vi forholder os til, at vi har slaveri kørende på systuer på den anden side af jorden. For det kan vi ikke være bekendt, siger hun.

Alle puderne i hendes sortiment er fyldt med naturfyld som hirseskaller og speltkerner. Snart kommer endnu en pude til, nemlig en hovedpude, der ifølge Hanne Kold skulle være verdens bedste hovedpude. PR-foto
Annonce

En ny måde at sove på

I hendes sortiment har der i mange år været en ammepude med fyld af speltskaller. Siden er en række andre puder med naturfyld kommet til. Og inden længe kommer en flig af hendes butik til at bryste sig af navnet Naturpudecentralen.

Et sortiment af puder med fyld af speltskaller, hirseskaller og speltkerner og med betræk af økologisk GOTS-certificeret bomuld.

Som noget nyt kommer også en hovedpude fyldt af hirseskaller, der ikke knaser i øret, når vejen til drømmeland skal banes.

- Jeg synes, det er spændende, at alt er økologisk. Både stof og fyld. Og fyldet er komposterbart. Og tingene kan bruges, indtil de er flade eller giver op, så kan de komme ud i haven og komposteres, og så er de væk, fortæller hun.

Ifølge Hanne Kold binder hirse- og speltkorn lige så meget CO2, når de gror, som de afgiver, når de bliver til kompost.

- Det er alt sammen fornybare ressourcer, det er ikke en olie, der skal omdannes til plast eller polyester. Det er fuldstændigt ude af det her fossile, forklarer hun.

Og selvom det nu er mange år siden, Hanne Kold åbnede sin butik, så holder hun stadig fast i de økologiske principper og den idealistiske tilgang til bæredygtighed og økologi.

- Nogle gange bliver man mere rummelig med årerne og tænker ”herregud,” men jeg tror egentligt, jeg holder mere og mere fast. Jeg kan godt se, jeg bliver skrappere og skrappere, griner Hanne Kold, selvom hun faktisk er gravalvorlig, og der ikke er nogen som helst tvivl om, at det her er en hjertesag.

- Jeg synes, det går så langsomt, og jeg er helt med på, at det er en hel industri, men i forhold til, hvad vi ved om ressourcer, og al den viden vi har ... jeg kan ikke ændre verden, det er jeg med på, men jeg synes bare, det går for langsomt i forhold til, hvad verden har brug for, siger hun.

Hanne Kold er netop flyttet til øen Bogø, hvor hun både skal bo, drive sin webshop og køre sin systue fra. PR-foto
Når puderne fra Vivatex ikke kan mere, eller du ikke skal bruge den mere, kan du hælde fyldet ud i komposten. PR-foto

Hanne Kold

Er 60 år. Hun er netop flyttet til Bogø.

Her skal hun både bo og have sin systue, der hører til Vivatex.

Hun åbnede sin butik Vivatex i 1998. Først fra sit hjem i Måle på Fyn, senere en fysisk butik i Odense. I nogle år en lille butik i Kerteminde. Senere butik i København og nu altså systue på Bogø, med salg på nettet.

Selvom hun flytter sit hjem og systue til Bogø, beholder hun sit lager og showroom i København.

I Vivatex sælger hun økologisk sengetøj og metervarer samt ammepuder, varmepuder, øjenpuder, hovedpuder, wellness-puder og støttepuder med CO2-neutralt fyldmateriale.

Fyldet i puderne består af økologiske speltskaller, kerner og hirseskaller, der kan smides på komposten, når puden ikke vil mere.

Hanne Kold har fokus på certificerede økologiske materialer og på at producere mindre, og kun det der bliver bestilt, så man undgår overskudsproduktion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Byggetilladelserne var allerede givet: PFA er tavs om fremtiden for planlagte højhuse i 15 etager

Leder For abonnenter

Det mener JydskeVestkysten om beskæringen af kurser for musikalske talenter

Annonce