Annonce
Aabenraa

Økonomi presset i bund: Nu tør forpagterpar drømme igen

Heidi Laumann og Jesper Thomasen overtog Kruså Camping sidste år. Så kom corona-krisen - og det slog bunden ud af økonomien. Heldigvis var der hjælp at hente. foto: Jesper Lunau, Erhvervshus Sydjylland
Forpagterparret af Kruså Camping var tæt på at dreje nøglen under forårets corona-krise, fordi gæsterne udeblev. Heldigvis var der hjælp at hente. Erhvervshus Sydjylland stod nemlig klar med en ekstraordinær hjælpepulje til trængte erhverv, og takket være et samarbejde med Business Aabenraa og en rådgiver kom økonomien i faste rammer.
Annonce

Kruså: Corona-krisen i foråret sendte Heidi Laumann og Jesper Thomasen til tælling, blot et år efter at de havde overtaget forpagtningen af Kruså Camping.

Oprindeligt er Heidi Laumann uddannet blomsterdekoratør, mens hendes mand Jesper Thomasen er tømrer. De var ivrige campister, da de i april 2019 kastede sig ud i en tilværelse som forpagtere af pladsen ved Kruså. Det var med masser af ildhu og gode idéer - til gengæld havde de ikke den store erfaring i at håndtere den økonomiske del af forretningen.

Parret havde en drøm om at eje campingpladsen en dag – for først som ejere kunne de kaste sig ud i de projekter, der kunne være med til at forbedre forholdene.

- En af drømmene var at bygge flere campinghytter, ligesom der altid er noget, der trænger til en kærlig hånd. Det giver først mening, når vi er ejere af pladsen, fordi ellers kommer det ikke os til gavn. Vi byggede den nye pool for vores depositum, og ellers ville vi vente, til vi ejede pladsen, lyder det fra Jesper Thomasen.

Annonce

Presset i bund

Men så lukkede grænsen på grund af corona – og gæsterne udeblev. Dermed forsvandt også en væsentlig del af indtægterne.

- Vi var virkelig presset i bund, husker Heidi Laumann.

Heldigvis var der hjælp at hente. For på samme tidspunkt stod Erhvervshus Sydjylland med en ekstraordinær pulje, CoronaGenstart, som skulle hjælpe trængte erhverv.

Turismen er ikke et af de områder, som erhvervshuset normalt beskæftiger sig så meget med, og derfor efterlyste man nogle virksomheder, der ville have gavn af puljen.

Den opfordring reagerede Business Aabenraa på ved at henvise til Kruså Camping.

Situationen med de trængte forpagtere var nemlig et oplagt sted at sætte ind med kvalificeret hjælp.

Derfor kom de to organisationer på fællesbesøg i april 2020.

Her deltog Per Rask og Rolf Hansen fra Erhvervshus Sydjylland og direktør fra Business Aabenraa, Helle Malene Kjølsen Olsen:

- Da vi besøgte stedet, havde corona-krisen lukket grænserne, og vi lyttede til udfordringerne fra Heidi og Jesper. Vi ledte efter, hvor vi kunne gøre en forskel med midler og hjælp, og det her er ret godt eksempel på samspillet i erhvervsfremmesystemet. Vi hjælper jo tilsammen en virksomhed, fordi vi har det lokale kendskab og kontakt, og erhvervshuset sad med finansiering og viden, fortæller Helle Malene Kjølsen Olsen.

Annonce

Midler til rådgiver

Fællesbesøget resulterede i, at Kruså Camping fik tildelt midler til en ekstern rådgiver. Business Aabenraa fandt flere egnede kandidater, som kunne hjælpe med at skaffe et bedre overblik over økonomien. De to forpagtere valgte den selvstændige rådgiver Pernille Puck.

- Heidi og Jesper skulle have overblik over økonomien og en grundlæggende forståelse for ledelsesinformationer, og det krævede også noget sidemandsoplæring og ændrede rutiner, fortæller Pernille Puck, der lærte de to forpagtere nogle effektive arbejdsgange, som samtidig giver dem det nødvendige overblik, som giver dem mulighed for at træffe bedre beslutninger.

Annonce

Midt i travl periode

Pernille Puck besøgte campingpladsen fra juni til september, som er den travleste periode på en campingplads – selv under en coronakrise. Heidi Laumann og Jesper Thomasen havde med andre ord rigeligt at se til, da de i samme periode også byggede en ny pool på pladsen, som mange gæster havde efterspurgt.

- Vi havde ikke tiden, men vi fandt den. Det her skulle der styr på, fordi det var stressende for mig, at der ikke var overblik. Når man ikke kan se, hvad man har tjent af penge, så bliver det for svært, fortæller Heidi Laumann, som primært er den, som tager sig af økonomien.

Pernille Pucks rådgivning fik en afgørende betydning for campingpladsens fremtid. Uden coaching og den pædagogiske gennemgang af økonomien, så ville forpagterne ikke vide, om de tjente nok til, at de kunne overtage – og det ville i den grad gøre mødet med banken umuligt.

Annonce

Tør drømme igen

- Pernilles hjælp forhindrede i første omgang at vi drejede nøglen. Hendes rådgivning har samtidig bevirket, at vi nu realistisk kan vurdere vores indtjening, vores økonomi og forklare banken, hvordan vores drømme og økonomi kommer til at hænge sammen, fortæller Heidi Laumann.


Det her skulle der styr på, fordi det var stressende for mig, at der ikke var overblik.

Heidi Laumann, Kruså Camping


- Pernille var supergod, og jeg tror ikke, at vi havde stået her med et smil eller som forpagtere af en campingplads, hvis vi ikke havde fået hjælp. Nu har vi fået overblik, og vi kan drømme. Og vi vil realistisk kunne vurdere, om vi kan købe pladsen på sigt. Det kunne vi slet ikke før. Der kunne jeg bare se på min kone, at det her gik hende for meget på, og derfor skulle der ske noget. Nu har vi fået luft til at turde drømme igen, supplerer Jesper Thomasen.

Forpagterne af Kruså Camping Heidi Laumann og Jesper Thomasen vil gerne bygge flere campinghytter for at udvide kapaciteten. foto: Jesper Lunau, Erhvervshus Sydjylland
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce