Annonce
Vejen

Økonomiudvalget følger indstilling trods lokal modstand: - Der er flere elementer i beslutningen

Flere borgere i Bække har kæmpet for at få sagen tilbage til Udvalget for skoler og børn. Økonomiudvalget besluttede dog tirsdag at følge indstillingen om at placere daginstitutionen i forlængelse af skolen. Foto: Jacob Schultz. 
På trods af utilfredshed, en underskriftindsamling og flere indvendinger fra borgere i Bække, så blev det på et møde i Økonomiudvalget tirsdag eftermiddag besluttet at følge indstillingen fra Udvalget for skoler og børn om at etablere byens nye daginstitution i forlængelse af skolen. Nu skal sagen i byrådet.

Bække: På et møde i Økonomiudvalget tirsdag eftermiddag var punktet vedrørende placeringen af den nye daginstitution i Bække på dagsordenen. Her blev det besluttet at følge indstillingen fra Udvalget for skoler og børn om at bygge institutionen i forlængelse af Bække Skole med seks stemmer for og en imod. De tre Venstre-medlemmer Egon Fræhr, Morten Thorøe og Malene Kaisen Nielsen samt Jørgen Thøgersen, Bodil Staal og Marie Ebsen fra Socialdemokratiet stemte for, mens Frank Schmidt-Hansen fra Det Konservative Folkeparti stemte imod med begrundelsen om, at han gerne ville have haft flere oplysninger.


Der er flere elementer, der lægger til grund for vores beslutning. Synspunktet fra underskriftsindsamlingen er et element, et andet element er vores erfaring fra børnecentre andre steder, og et tredje element er den grundige behandling, som udvalget har foretaget sammen med skole- og børnehavebestyrelser.

Egon Fræhr, borgmester


Annonce

- Nu er det så op til det enkelte byrådsmedlem at vurdere. Så må medlemmerne veje argumenterne op mod hinanden og træffe en beslutning. I Økonomiudvalget faldt det sådan her ud, og så må vi se, hvad byrådet siger, siger borgmester Egon Fræhr til JydskeVestkysten.

Utilfredshed i Bække

De seneste dage har flere utilfredse borgere i Bække ellers forsøgt at råbe politikerne op, og blandt andet har 277 personer sat deres navn på en underskriftindsamling, hvor scenarie A ønskes fremfor scenarie D. Indtil nu har flere borgere håbet på, at Økonomiudvalget ville sende sagen tilbage til Udvalget for skoler og børn, men det bliver ikke tilfældet.

Scenarierne

Der har været fire scenarier at forholde sig til i diskussionen om, hvor den nye daginstitution i Bække skal placeres:

Scenarie A: En ny daginstitution på Bulderbo-grunden med mulighed for at udvide på kommunalt jord i forlængelse af grunden.

Scenarie B: Møllebo-grunden med mulighed for at bruge Bulderbo-grunden som grøn udesatellit.

Scenarie C: Ny fritliggende daginstitution på skolens grund med mulighed for tæt samspil med Hærvejshallen.

Scenarie D: Ny daginstitution på skolens grund sammenbygget med indskoling/SFO.

Der er på nuværende tidspunkt afsat 21,79 millioner kroner til projektet.

- De papirer, som var vedlagt underskriftindsamlingen, blev delt rundt som bilag til mødet. Men der er flere elementer, der lægger til grund for vores beslutning. Synspunktet fra underskriftsindsamlingen er et element, et andet element er vores erfaring fra børnecentre andre steder, og et tredje element er den grundige behandling, som udvalget har foretaget sammen med skole- og børnehavebestyrelser, forklarer borgmester Egon Fræhr.

Økonomiudvalget indstiller dermed scenarie D til byrådet. Der bliver afholdt møde i byrådet den 11. maj, og hvis scenariet bliver vedtaget her, så begynder processen med forprojektering.

Jesper Wolf Schmidt-Hansen ved Bulderbo-grunden, hvor mange Bække-borgere foretrækker, at daginstitutionen skal ligge. Foto: Mia Bentzen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Annonce