Annonce
Erhverv

Økopenge skal fremme de nye kostråd: Godt eller skidt?

Danmark fik i starten af året nye kostråd, som også skal tage hensyn til klimaet. En ny pulje af midler skal fremme rådene, men de går kun til økologiske fødevarer. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
En ny pulje på 25 millioner skal være med til at fremme de nye kostråd. De nye midler er imidlertid kun afsat til økologiske fødevarer. Det giver mening på bæredygtighedsfronten, siger flere eksperter. Men økologien er ikke ernæringsmæssigt bedre, og landbruget forstår ikke udelukkelsen af de konventionelle muligheder.

Kost og klima: I starten af året kunne regeringen præsentere nye nationale kostråd , som nu ikke kun tager hensyn til folkesundheden, men som også rummer, hvad der er bedst for klimaet. Det luner godt i kampen for en grøn verden, hvor madvaner og landbrugsproduktion har en hovedrolle.

Rådene har imidlertid flagret lidt ved, at de kun er anbefalinger. Men onsdag meddelte fødevareminister Rasmus Prehn (S), at en bred aftale har sikret 20 millioner kroner til at gøre danskernes madvaner grønnere.

Midlerne kommer fra aftalen om erstatning til minkavlerne, hvor der blev fremsat krav om, at 25 millioner kroner skulle gå til en styrkelse af økologi og skovrejsning. De 20 millioner fordeler sig derfor som tilskud til henholdsvis en grøn og økologisk omstilling af de professionelle køkkener, en videreudvikling af Det Økologiske Spisemærke og til økologiske, plantebaserede projekter.

Annonce

Derfor stiller vi spørgsmålet

I årevis har fagfæller diskuteret fordele og ulemper ved økologisk og konventionel fødevareproduktion. Der er mange nuancer, alt efter hvad man lægger vægt på.

Dykker man ned i DTU Fødevareinstituttets rapport, der fungerer som faglig anbefaling bag de nye kostråd, så er fordelene ved økologien, at økologiske forbrugere spiser mere grønt og mindre mængder kød. De kan på den måde indirekte være med til at sænke klimaaftrykket for den samlede kost. Det samme har vist sig gældende ved de professionelle køkkener, mens der også skulle være mindre madspild ved et højere forbrug af økologiske fødevarer.

Omvendt viser studier, at udledningen af drivhusgasser er i samme størrelsesorden, uanset om du tygger på konventionelle eller økologiske fødevarer. Til gengæld har arealbehovet for at dyrke økologiske fødevarer vist sig at være 40 procent højere end hos konventionelle fødevarer. Og det er selv om, at den økologiske kost indeholder mindre kød.

Danmark har en historisk tradition for at fremme økologi, men arealet udgør stadig kun godt en tiendedel af det samlede landbrugsareal, mens de økologiske varer kun fylder godt 12 procent i danskernes indkøbskurve. Samtidig kan diskussionen om økologi som svaret på alt være ret betændt blandt landmænd og fagfæller.

Så når de nye kostråd skal favne både sundhed, bæredygtighed og klima, og hele landbrugserhvervet står overfor en grøn overhaling: Er det så godt eller skidt, at de nye midler kun gives til økologisk fødevareproduktion?

Avisen Danmark har spurgt fire forskellige eksperter, som her giver argumenter for og imod det øremærkede tilskud.

1 Økologi er ikke sundere kost

Sisse Fagt, seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet:

- Ud fra et strikt ernæringsmæssigt synspunkt er der ikke stor forskel på økologiske og konventionelle fødevarer. Ernæringsværdierne er stort set de samme. Men taler vi økologi i forhold til klima og biodiversitet, så er der nogle steder, hvor økologien kan give noget til miljøet, som det konventionelle landbrug ikke nødvendigvis kan.

- Omvendt er økologien mindre areal-effektiv end det konventionelle. Det er ud fra et klimasynspunkt mindre godt, men dette kan ikke stå alene, da der samtidig bruges mindre handelsgødning (hvis produktionen er forbundet med udledning af drivhusgasser, red.). Så økologi går ikke i modspil med kostrådenes formål, men det er en politisk beslutning af satse på den.

2 Helt oplagt at satse på økologi

John Thøgersen, professor i forbrugeradfærd på Aarhus Universitet:

- Kostrådene skal fremme bæredygtighed, og der er det helt rigtigt at satse på plantebaserede fødevarer og mindre kød. Men i forhold til klimaet, betyder det mindre, om det er økologisk eller konventionelt dyrket. Økologien har dog fordele i forhold til biodiversitet, vandmiljøet og dyrevelfærd.

- I forhold til klimaet bør der først og fremmest sættes fokus på en omlægning til plantebaseret og på madspild. Det vil være vildledende at sætte fokus på konventionelle fødevarer som klimavenlige, for de har generelt ingen klimafordele i forhold til økologien.

3 En skævvridning af erhvervet

Anders Klöcker, erhvervs- og forskningsdirektør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer:

- Vi er glade for, at man politisk fremmer udviklingen af danske fødevarer, herunder den plantebaserede dagsorden, og at det sker via hensyntagen til produktudvikling og markedet, som skal trække udviklingen.

- Økologiske landmænd og fødevarevirksomheder har haft et grønnere fokus tidligere end de konventionelle, men det er en skævvridning udelukkende at prioritere penge til økologiske tiltag. For hvis det skal blive til noget, så skal alle gode kræfter med.

- Der er klimapotentiale i begge grenes produktion af plantebaserede fødevarer. Så når partierne er ambitiøse på den plantebaserede dagsorden af klimagrunde, så giver det ikke mening at fokusere så ensidigt på økologi, at man dermed fravælger op mod 90 procent af dansk landbrug.

4 Gode erfaringer med økologi

Claus Egeris, sekretariatschef i Rådet for sund mad. Rådet samarbejder med 14 forskellige organisationer om at fremme sund og klimavenlig mad baseret på De officielle Kostråd i professionelle køkkener i Danmark:

- Vi synes, det er et godt sted at sætte ind, og vi håber det vil give mange professionelle køkkener mulighed for at omstille til sund og bæredygtig mad og måltider.

- Erfaringerne med omlægning til økologi viser, at de professionelle køkkener kan spille en betydende rolle i en omstilling til mere sunde og klimavenlige måltider. Omlægningen har betydet mindre madspild,  mindre kød og mere grønt på menuen. Der er således allerede mange gode erfaringer i forhold til at arbejde med specifikke agendaer og fokusområder i professionelle køkkener.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce