Annonce
Esbjerg

Ølboden ind i kommunalvalget

I efteråret 2014 blev der gravet op omkring ølboden, så der kunne plantes efeu til forskønnelse. Tre år senere har efeuen ikke rigtigt fået fat - måske fordi byens hundeejere gør en dyd ud af at lade hundene tisse op ad planterne - og nu vil lokal byrådskandidat have den fjernet. Arkivfoto

Trods mange års tilvænning passer ølboden på Ribes Domkirkeplads stadig ikke ind i det middelalderlige Ribe fire år efter den blev opført. Derfor gør lokal byrådskandidat endnu et forsøg på at få den flyttet.

Ribe: Selvom utilfredsheden ikke bliver udbasuneret så ofte som tidligere, så ligger den og lurer. Snakken går stadig om Ribes berygtede ølbod på Torvet, og selv om de fleste ripensere vel efterhånden har accepteret den, så er det ikke det samme som, at man bifalder den, og ikke gerne vil have den fjernet, og det er netop dette emne, byrådskandidat Karen Sandrini(S) gerne vil have på bordet, nu hvor endnu en turistsæson lakker mod enden.

- Den er hverken kulturel eller kommerciel. Ribe er kendt for sine smukke bygninger, og ølboden skygger for Hotel Dagmar, hvis stilelementer komplimenterer omgivelsernes herlighedsværdi, siger Karen Sandrini, der gerne ser den fjernet, da den skaber stilmæssig forvirring i en af Vestkystens største turistattraktioner.

Ølboden har altid været upopulær i Ribe, så tager du emnet op for at høste popularitetsstemmer forud for kommunalvalget?

- Det må jeg svare nej til, for jeg bevæger mig ind på et område, jeg brænder for, nemlig turismen, som er essentiel for Ribe. Jeg aner aldrig udfaldet, når jeg siger min mening, men jeg har altid haft den samme holdning til ølboden, og popularitetstemmer ville jeg høste, hvis jeg bare kom med småkommentarer her og der og kun bevægede mig ud på sikre steder, for hvad der ville være yderst populært, siger Karen Sandrini, der får opbakning af partifællen Anders Kronborg.

Annonce

For dyrt

Ølboden har kostet omkring en mio. kr. da den blev opført i forbindelse med tilblivelsen af Domkirkepladsen, der blev indviet i sommeren 2013.Hotel Dagmar har en 10-årig lejekontrakt på ølboden, og borgmester Johnny Søtrup udtalte i december 2014 i Jydske Vestkysten, da kritikken af ølboden var på sit højeste, at han i bagklogskabens klare lys godt kunne have ønsket sig noget, der var nemt flytbart. Dengang sagde han også, at der går mange installationer fra ølboden ind til Hotel Dagmar, og at den derfor ville blive for dyr at flytte.

Plantet efeu

- Jeg har aldrig været den store fan af ølskuret, men som udvalgsformand har jeg kun sporadisk været involveret, da borgmesteren i seneste valgkamp selv lovede at løse udfordringen. Han forsøgte at sætte punktum i debatten ved at plante efeu op ad den for at gøre den flottere. Det ved jeg ikke helt, om er lykkedes, men jeg synes det er forfriskende, at der er nu igen er nogen, der lægger op til at diskutere Ribes udseende, siger Anders Kronborg.

Karen Sandrini forklarer, at Hotel Dagmar, der i dag har udeservering fra ølboden, ikke har haft indflydelse på hverken placering, udseende eller hvor lang tid om året den skulle stå, og hun nævner i samme ombæring, at de serveringsplatforme, som eksempelvis benyttes til udskænkning på Torvet i Esbjerg, ikke er stationære, og kunne være en mulighed i Ribe.

Tror du der er større mulighed for at få ølboden fjernet, nu hvor Johnny Søtrup trækker sig tilbage?

- Dette er ikke en kritik at Søtrup, men Ribe har udviklet sig, og beslutningen om ølboden var en del af startskuddet i denne udvikling. Den passer bare ikke til omgivelserne, men den har gavnet Hotel Dagmar, og derfor bør der stilles noget tilsvarende til rådighed, hvis den fjernes.

Hvordan finder man noget, alle kan lide? Skal ripenserne med på råd i forhold til en ny løsning?

- Politikere er borgernes stemmer. Det er svært at have en problemstilling, hvor løsningsforslag falder i alles smag, men det er altid interessant at høre, hvad folk har af ideer, og jeg mener, det ville løse mange ting, hvis man får en pavillon, der er flytbar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce