Annonce
Tønder

Ønsker for 55 millioner: Politikere frigav millioner til lokale skoler

Løgumkloster Distriktsskole fik det største beløb, da kommunalbestyrelsen ved seneste møde frigav i alt ni millioner kroner. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Der var ønsker for 55 millioner kroner, men kun ni millioner kroner til uddeling, da politikerne for nylig frigav midler til opgradering af lokale folkeskoler.
Annonce

Tønder: De kan begynde at glæde sig på Bredebro Filialskole, Tønder Distriktskole, Løgumkloster Distriktsskole og Toftlund Distriktsskole. De fire skoler fik nemlig del i de resterende midler i den pulje, der var afsat til opgradering af de lokale folkeskoler.

Frigivelsen af midlerne - ni millioner kroner i alt - blev godkendt af kommunalbestyrelsen, efter at børn- og skoleudvalget havde valgt hvilke ønsker, der skulle opfyldes. Egentlig var det meningen, at millionerne først skulle i spil senere, men så kom coronakrisen.

- I børn- og skoleudvalget vil vi gerne støtte op om muligheden for at igangsætte tiltag for at fremme en kickstart af økonomien. Så derfor har vi besluttet både at prioritere skolernes ønsker og frigive midlerne hertil allerede på nuværende tidspunkt, fortalte formand for børn- og skoleudvalget, Kim Printz Ringbæk (S) på kommunalbestyrelsesmødet.

- Forud for denne sidste fordeling har udvalget modtaget en prioriteret liste med ønsker fra distriktsskolerne og Tønder Ungdomskole for godt 55 millioner. Så det kunne tyde på, at der er nok at tage fat på ude i vores skoler, sagde udvalgsformanden.

- Med kun ni millioner tilbage, blev vi altså nødt til at foretage en benhård prioritering, slog han fast.

Kim Printz Ringbæk fortalte, at udvalget skelede til, hvor meget distrikterne tidligere havde modtaget fra puljen, og så ville udvalget gerne prioritere faget håndværk og design. Prioriteringen sender en million kroner til Toftlund Distriktsskole, 4,9 millioner kroner til Løgumkloster Distriktsskole, 400.000 kroner til Bredebro Filialskole og 2,7 millioner kroner til Tønder Distriktsskole.

Forud for denne sidste fordeling har udvalget modtaget en prioriteret liste med ønsker fra distriktsskolerne og Tønder Ungdomskole for godt 55 millioner. Så det kunne tyde på, at der er nok at tage fat på ude i vores skoler.

Kim Printz Ringbæk (S), formand for børn- og skoleudvalget

Annonce

Ønske om ny pulje

Borgerlistens Thomas Ørting Jørgensen, der er formand for skolebestyrelsen for Tønder Distriktsskole, fortalte på kommunalbestyrelsesmødet, at han håber på, at man i de kommende budgetforhandlinger kan blive enige om at afsætte en ny renoveringpulje.

- Således at visionen for skoleområdet ikke kun er en Skærbæk-vision, men en kommunal vision, der rækker på tværs af alle distrikter, sagde han - formentlig med henvisning til, at der bygges en ny skole i Skærbæk.

Allan Skjøth (V), der er næstformand i børn- og skoleudvalget indtog også talerstolen, hvorfra han blandt andet også talte om en fremtidig pulje.

- Jeg tror allesammen herinde er enige om, at vi i hvert fald skal have kigget på skoleområdet. Det skal vi hele tiden, det er vores fremtid - det er vores ungdom. Og vi har haft udfordringer, og vi har fortsat udfordringer, men vi har også forbedret vores folkeskoler både på karakterniveau og på trivselsmålinger. Men det er ikke en proces, der stopper, så selvfølgelig skal vi have kigget på, at den her renoveringspulje skal genoptages, sagde han.

Annonce

Et løft

Mette Bossen Linnet (V), der også har plads i børn- og skoleudvalget, pegede blandt andet på, at man ved at prioritere penge til håndværk og design vil komme bredt omkring. Og hun pegede på, at håndværk og design på mange måder er en del af kommunens DNA - hun nævnte kniplinger, lamper, kunst, møbeldesign, sko og en alsidig bygningskultur.

- Så det er et enigt og et meget tilfreds børn- og skoleudvalg, der er nået frem til en beslutning, der resulterer i et løft af håndværk og design-faciliteter, sagde hun.

Børn- og skoleudvalgets ønske er, at Tønder Ungdomsskoles ønsker sendes videre til budgetbehandlingen for 2021-2024, da ungdomskolen efter udvalgets opfattelse ikke er omfattet af puljen til opgraderingen af folkeskolerne.

Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Venstre blæser til kamp mod overnatningskrav: Koster turistbranchen milliarder

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce