Annonce
Haderslev

Østerkroen: – Vi holdt privat fest

Østerkroens spareklub holdt privat fest lørdag, og der blev sat et skilt på døren om, at der var lukket. Foto: Lotte Perske
Både kroejeren og stamgæsterne er kede af at bliver udråbt til smugkro. Politiet var på besøg og lukkede festen. Der er måske, måske ikke en sigtelse på vej.
Annonce

VOJENS: Østerkroen i Østergade fik besøg af politiet klokken 01.00 søndag og blev bedt om at lukke. Politiet meddelte bagefter, at kroen var blevet sigtet for ikke at overholde de nye corona-regler, der påbyder kroer, værtshuse med mere at lukke senest klokken 22.


Det er dum reklame at få, at det skulle udløse en bøde. Der er ikke givet nogen bøde. Alt var efter forskrifterne. Der var også et skilt på døren, om at kroen var lukket.

Bent Cordsen


Men det er man ikke enige i på Østerkroen. Kroen var nemlig lukket for offentligheden; der blev holdt en lukket privat fest med 19 deltagere.

– Det var noget, vi havde fået tilladelse til. Det var en privat fest i vores spareboks. Kroen var lukket lørdag klokken 13 og åbnede først igen søndag klokken 10, forklarer kroejer Bent Cordsen.

Han var dog ikke selv til stede, da politiet kom. Han var gået lørdag ved 22-tiden sammen med de fleste af festdeltagerne. Men han er ked af omtalen.

– Det er dum reklame at få, at det skulle udløse en bøde. Der er ikke givet nogen bøde. Alt var efter forskrifterne. Der var også et skilt på døren, om at kroen var lukket.

Den var dog ikke låst, da politiet kom.

– Døren var så ikke låst, det skulle den måske havde været, erkender Bent Cordsen.

Annonce

Festen var slut

Men det var ikke ham, som stod for arrangementet. Ved 1-tiden søndag, da politiet kom, var der fire personer til stede. De var lige blevet færdige med at rydde op.

– Vi sad lige og evaluerede på festen, inden vi gik hjem. Den ene betjent sagde, at vi skulle lukke. Det var ok, vi var jo færdige. Men vi sagde, at det var en privat fest. Vi viste også skiltet, om at kroen var lukket, og at vi havde gjort alt det vi skulle, forklarer medarrangør af festen Lotte Perske.

Så betjentene var lidt usikre på, hvordan de skulle forholde sig.

– Det kunne de ikke lige tage stilling til de. Så de ringede til baglandet. Vi fik at vide, at det var ok, og at vi ikke havde gjort noget forkert.

Der var en fest for de stamgæster, der er medlemmer af kroens spareklub.

– Vi skulle holde en kassefest. Inden snakkede vi meget om, om vi skulle holde festen, eller vi ikke skulle holde den, så jeg ringede til politiet og forklarede dem, at det var en privat fest for lukkede døre. Og de sagde, at det var der ingen problemer i, så længe der ikke var servering, forklarer hun og uddyber:

– Vi kunne selv gå op og tage øl, vi skulle bare selv sætte nogen streger. Det var ligesom at have et køleskab. Det var mig, der stod for de streger. Der var ikke nogen servering på; der var ikke nogen der fik løn for det. Jeg var selv ude og vaske op.

Annonce

Føler sig skyldig

Men søndag meddelte politiets vagtchef alligevel, at arrangementet  udløser en sigtelse. Og at det koster en bøde.

– Så er det træls næste dag at se, at vores kromand og vi alle sammen bliver lynchet, fordi vi havde ”smugkro”. Jeg føler mig skyldig, for det er mig, der har sagt god for det. Jeg har sagt til kroværten, at hvis han får en bøde, så tager jeg den.

Hos Syd- og Sønderjyllands politi er man tirsdag ikke helt færdige med at vurdere sagen.

– Med hensyn til den konkrete sag, kan vi ikke oplyse, hvad virksomheden indledningsvist har forklaret i forbindelse med patruljens ankomst. Den formelle proces med hensyn til sigtelse er i gang. Er der ikke behov for yderligere efterforskningsstridt, bliver næste fase en konkret juridisk vurdering af sagen, hvorefter virksomheden - hvis grundlaget fortsat er til stede - kan se frem til et bødeforlæg. Er værtshuset uenig, kan virksomheden få sagen prøvet ved retten, forklarer politikommissær Jacob Matthiesen.

Annonce

Skal/bør lukke klokken 22

Hos statens corona hotline bliver man ikke meget klogere. Herfra lyder meldingen; at hvis der holdes privat fest, og der er udskænkning af alkohol eller servering af mad, så bør man lukke klokken 22. Men hvis det er på restauranter eller kroer, så skal de lukke klokken 22. Hvis det er i et forsamlingshus eller i et privat hjem, så bør man lukke klokken 22. Men det er op til politiet, at vurdere, om reglerne bliver overholdt.

Det er så det, der sker lige nu, for det er åbenbart en gråzone, når den private fest er foregået på et brunt værtshus med stamgæsterne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce