x
Annonce
Udland

Østrigs kansler står til at blive væltet efter skandalesag

Hans Klaus Techt/Ritzau Scanpix
Frihedspartiet ser ud til at støtte et mistillidsvotum mod kansler Sebastian Kurz, der dermed kan være færdig.

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, nærmer sig efter alt at dømme sin afgang, efter at en opsigtsvækkende sag har rystet den østrigske regering.

Frihedspartiet (FPÖ) i Østrig vil således "formentlig støtte" et mistillidsvotum mod Kurz. Det siger Norbert Hofer, der er tidligere østrigsk transportminister og en fremtrædende profil i FPÖ, til det østrigske nyhedsbureau APA.

Afstemningen ventes at finde sted mandag eftermiddag.

Den er foreslået af oppositionen og støttes blandt andet af Socialdemokratiet, der sidder i den østrigske opposition.

Kurz' konservative parti fejrede søndag et stort resultat ved europaparlamentsvalget. Her får partiet ifølge de foreløbige resultater 34,5 procent af stemmerne. Det sikrer partiet en fremgang på to mandater.

Problemerne for Kurz overskygger dog formentlig det gode europæiske valg.

I hjemlandet er Kurz' regering kommet i noget af et stormvejr, siden en video 17. maj blev offentliggjort af de tyske aviser Bild og Süddeutsche Zeitung.

I videoen optræder vicekansler Heinz-Christian Strache (FPÖ) under et hemmeligt møde på den spanske ø Ibiza.

Videoen viser, hvordan han under mødet med en påstået rig, russisk arving kommer med diverse mere eller mindre lyssky tilbud.

Strache gik af, dagen efter at videoen blev offentliggjort.

Senere fyrede Kurz indenrigsminister Herbert Kickl fra Frihedspartiet for at sikre en fair undersøgelse af sagen.

Fyringen fik Frihedspartiet til at trække sine øvrige ministre.

Efter at regeringen bestående af Kurz' konservative og Frihedspartiet er gået i opløsning, har kansleren udskrevet valg til afholdelse i september.

Oppositionen mener dog, at kansleren også skal stå til ansvar og forlade sin post. Det er årsagen til den nærtstående mistillidsafstemning.

Den opsigtsvækkende videoens oprindelse er endnu ukendt.

De tyske aviser vil ikke afsløre kilden, men der gættes i østrigske medier både på russiske og vestlige efterretningstjenester.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Antallet af alvorligt syge coronasmittede syddanskere bliver ved med at stige

Leder For abonnenter

Det er ikke den ordentlige måde at gøre det på

Det er i modgang, man for alvor bekender kulør. Det gælder også i forretningslivet. Bestseller er en mastodont af en virksomhed, på mange måder et erhvervseventyr. Et fyrtårn for en generation af iværksættere. Derfor er det så meget desto mere forstemmende at se, hvordan virksomheden opfører sig. Coronakrisen rammer brutalt både store og små virksomheder. Enhver ansvarlig ledelse er nødt til at agere, og selvfølgelig skal der kigges på alle udgifter, når indtægtsgrundlaget pludseligt ændrer sig radikalt. Dansk erhvervsliv har vist sig fra en fornem side. Det gælder ikke mindst i form af en trepartsaftale, hvor alle tager ansvar og efter bedste evne – og støtte – forsøger at fastholde så mange på arbejdsmarkedet som muligt. Det er vigtigt for os alle og for vores evne til hurtigt at komme videre på den anden side. Bestseller fyrede alligevel 750 mand. Trepartsaftalen har ikke kunnet hjælpe alle og afværge alle nødvendige foranstaltninger. Fair nok. Det var dog en kende overraskende, at en så velkonsolideret virksomhed som Bestseller trak fyringskortet, da samfundet appellerede om sammenhold. Nu har Bestseller meddelt en række udlejere i landet, at man ikke betaler husleje indtil videre. Det er en uanstændig fremgangsmåde. Det kan ikke siges anderledes. Er situationen, at Bestseller ikke kan betale husleje lige nu, må man melde det ud. Så er situationen selvfølgelig en anden. Men er virkeligheden – og sådan ser det altså ud – at Bestseller udnytter sin størrelse og styrke til at tryne udlejere over hele landet, er der kun et godt råd: Gør den beslutning om. Bestseller er ikke alene. Jysk, Synoptik og Lagkagehuset dikterer også, at man vil have ændrede huslejevilkår. Brede skuldre forpligter. Brede skuldre giver ikke lov til at true sig til sin vilje. Brede skuldre forpligter til at beskytte dem, der har brug for det. En række udlejere, i Esbjerg og Kolding og mange andre steder, gør sådan. Går i dialog med lejere. Udskyder husleje. Dialog er nøgleordet. Man dikterer ikke. Coop og Salling Group har vist et forbilledligt samfundssind. Sørger for at betale regninger hurtigere end man kontraktuelt behøver. Det er ikke en lille ting – det er forbilledlig førstehjælp. Fordi man kan, skal man ikke nødvendigvis. Men man bør. Der er brug for det lige nu.

Annonce