Annonce
EfB

10 facts om EfB inden foråret: Kauko scorer mest, Ankersen spiller mest og EfB vinder altid, når holdet scorer det første mål

Joni Kauko er startet inde i 15 af 16 kampe i denne sæson og har spillet fuld tid i 10 af dem. Deriblandt de sidste otte, der alle blev vundet. Den ene gang, finnen startede på bænken, var mod Kolding, da han kom ind efter pausen og udlignede til 1-1. Foto: Jacob Schultz

Vi kigger tilbage på sæsonens første 16 kampe i efteråret.

1 Kauko er topscorer

EfB’s 28 mål i de første 16 kampe er fordelt som følger: Joni Kauko 7, Jakob Ankersen 4, Yuri Yakovenko 4, Andri Bjarnason 2, Nicklas Strunck 2, Simon Bækgaard 1, Rodolph Austin 1, Pyry Soiri 1, Mathias Kristensen 1, Patrick Egelund 1 – samt tre selvmål. Målscoren er 28-16, tre hold - Viborg, Silkeborg og Fremad Amager - har scoret flere mål end EfB, to hold - Viborg og Silkeborg - har en bedre målscore end EfB.

2 Bækgaard i karantæne

Når EfB 13. februar tager hul på foråret med en hjemmekamp mod Vendsyssel, bliver det uden Simon Bækgaard, der fik en advarsel mod Hvidovre og er i karantæne. Eneste anden spiller i karantænefare ved næste gule kort er Zean Dalügge. Dalügge og Lasha Parunashvili er de eneste med et rødt kort fra efteråret, mens Jakob Ankersen er topscorer med fem gule kort, Yuri Yakovenko og Simon Bækgaard fik fire.

3 EfB skal bare foran

I samtlige 12 sejre i efteråret scorede EfB det første mål, og det var vejen til sejr. I to kampe, mod Fremad Amager og Vendsyssel, udlignede modstanderen, inden EfB scorede sejrsmålet. I de fire øvrige kampe, uafgjort mod Kolding og Viborg, og nederlagene til Silkeborg og Hvidovre, kom EfB bagud.

4 Ankersen spiller mest

Fire spillere skiller sig ud, når vi kigger på spilletid i efteråret. Jakob Ankersen har flest spilleminutter, 1335, foran Joni Kauko med 1293, Kevin Conboy med 1211 og Simon Bækgaard med 1190. Joni Kauko og Simon Bækgaard har som de eneste fået spilletid i samtlige 16 kampe.

5 Kikkenborg er suveræn

Da Mads Kikkenborg til kampen i Hobro 25. oktober tog over som førstemålmand, fulgte en stime med otte sejre i træk. Kikkenborg har tilmed spillet og vundet to pokalkampe og har altså endnu ikke mistet point i denne sæson.

6 Tre sejre uden Austin

Selv om ingen kan være i tvivl om, at Rodolph Austin er en uhyre vigtig spiller på dette hold, er det påfaldende, at EfB faktisk har vundet alle de tre kampe, ude mod Fremad Amager, HB Køge og Hvidovre, som han ikke har været med i.

7 Ude er bedst

EfB er rækkens suverænt bedste udehold med 22 point i ni kampe, Viborg har 16 point i otte udekampe, Silkeborg har 15 for ni udekampe. Hjemme topper Viborg med 22 point i otte kampe, mens EfB og Silkeborg begge har 16 i syv kampe. Viborg er fortsat rækkens eneste ubesejrede hold.

8 Rekorden er tre sejre væk

EfB sluttede efteråret med otte sejre i træk, og der er således tre sejre op til klubrekorden, der blev sat i sæsonen 2011/2012 – også i 1. division. Dengang startede stimen sjovt nok også med en 2-1-sejr i Hobro og varede fra 16. oktober 2011 til 11. maj 2012, da Randers vandt 2-0 i Esbjerg. Denne gang startede rekorden 25. oktober 2020 og går indtil videre mindst til 13. februar 2021, når Vendsyssel venter i forårets første kamp.

9 Alle fem tophold venter

EfB mangler seks kampe i grundspillet. Fire af dem er på hjemmebane, fem af dem er mod de øvrige hold i tops-seks. Programmet byder på Vendsyssel hjemme 13. februar 13.00, derefter følger Fredericia ude, Silkeborg hjemme, Fremad Amager hjemme, Viborg ude og Hobro hjemme. Grundspillet slutter 21. marts.

10 Top-seks er sikker

Det kræver en uhyre veludviklet matematisk hjerne at regne sig frem til muligheden for, at EfB ikke kommer med i top-seks efter grundspillet. Afstanden er 17 point med seks kampe tilbage. Viborg og EfB fører rækken med syv point ned til Silkeborg på tredjepladsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Tre smittede familier tæt på at lukke Esbjerg Gymnasium: Borgmester kræver anden model for nedlukning

Annonce