Annonce
Billund

100 unge til aktiv sommer hos ungdomsskolen

Sommeraktiviteterne med ungdomsskolen er allerede i fuld gang. Her var de unge klædt godt på til en tur på wakeboard - og måske også en tur i vandet. PR-foto
For tredje år i træk tilbyder Billund Ungdomsskole en række aktiviteter for de ferieramte teenagere, og tilslutningen er rekordstor.

Billund: Forude venter en lang sommer, hvor der er tid til at udfordre sig selv. Billund Ungdomsskole leverer nogle af udfordringerne, for i uge 27 og 28 arrangeres der en række sommeraktiviteter, og de er særdeles populære.

Der har været rift om pladserne på ferietilbuddet, som byder på alt lige fra klatring og vildmarksture til tøjkreation og sommerkoloni.

- Noget tyder på, at vi har ramt plet med dette års tilbud, for vi har haft ventelister til flere af vores ture. En vigtig del af aktiviteterne er det sociale samspil mellem de unge, og jeg må sige, at humøret har været utrolig højt, og der har været gang i feriesangene undervejs siger koordinator for aktivitetsprogrammet, Kasper Grøndal Starup, i en pressemeddelelse.

Annonce

Sjov i trygge rammer

Det er tredje sæson, at Ungdomsskolen skaber aktiviteter i begyndelsen af sommerferien under navnet Summer4U. Aktiviteterne er målrettet de unge mellem 13 og 18 år, og omkring 100 er tilmeldt.

Også fungerende ungdomsskoleleder Per Weile Bak glæder sig over dette tilløbsstykke af en sæsonafslutning:

- Det er utrolig bekræftende, at vi kan skabe genklang hos så mange af kommunens unge. Ligesom i den øvrige sæson er der også nogle bagvedliggende mål med de sjove sommeraktiviteter. De har alle det sigte, at den enkelte unge skal kunne prøve sig selv af i trygge rammer og samtidig udvikles socialt med de øvrige deltagere, når de løser forskellige opgaver og udfordringer. Alt sammen er med til at give vores unge mere mod på og lyst til det liv, der venter dem, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce