Annonce
Erhverv

11 grønne organisationer foreslår klimaafgift på flyrejser

Antallet af flyrejser skal begrænses med klimaafgift, mener gruppe af grønne organisationer.

Flyrejser belaster klimaet, og derfor skal det være dyrere at flyve, mener 11 organisationer.

Det er hårdt for klimaet, når vi sætter os ind i et fly. Derfor er det nødvendigt at begrænse antallet af flyrejser.

Det mener en gruppe af 11 organisationer anført af foreningen VedvarendeEnergi, som sammen foreslår at indføre en klimaafgift på flyrejser.

- Flyvning er en af de største klimabelastninger, vi har. Det er et af de områder, der er stigende, og derfor mener vi, at der er behov for regulering, siger Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator hos VedvarendeEnergi.

Gruppen består derudover blandt andet af Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd.

Derudover indgår en række mindre organisationer, der på hver sit område arbejder med grøn omstilling.

De 11 grupper mener, at man er nødt til at indstille sig på at rejse mindre i fly fremover, hvis de internationale klimamål skal nås.

Gruppen anbefaler politikerne at kigge mod Sverige, Norge og Tyskland, hvor der allerede er indført afgifter på flyrejser.

I Norge er der en afgift på 65 kroner på alle flyrejser.

I Sverige er afgiften på 45 kroner i Europa. Rejser i resten af verden beskattes med 182-292 kroner afhængig af længden.

- Vi synes ikke, at vi skal være et sort hul, hvor manglende flyafgifter tiltrækker billige flyselskaber til Danmark.

- Hvis man kan købe en billig billet med Ryanair til London, så betyder en ekstra afgift trods alt noget, i forhold til om man så i stedet vælger at tage en weekendtur med tog til Hamburg eller København, siger Gunnar Boye Olesen.

Idéen er, at indtægterne fra flyafgifterne skal øremærkes til grøn omstilling i transportsektoren.

Derudover ønsker organisationerne, at forbrugerne bliver mere opmærksomme på, hvordan flyrejser påvirker klimaet.

- Vi håber, at der kan komme en bemærkning på billetten om, at der er en klimaskadeafgift på flybilletten, så man kan se, at der er en skade på klimaet ved det, man gør, siger Gunnar Boye Olesen.

På Christiansborg har blandt andet SF og Alternativet også foreslået en afgift på flyrejser.

Hos det panskandinaviske flyselskab SAS mener man ikke, at en klimaskat på flyrejser er vejen frem. Selskabet skriver i et svar, at afgifterne i Norge og Sverige ikke er endt med at gå til klimatiltag.

- Så indtil nu har det haft konsekvenser for især indenrigsruterne, hvor flere ruter er blevet nedjusteret eller nedlagt i områder, hvor flyet spiller en stor rolle.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi ønsker at nedbringe vores udslip, og at vi aktivt også gør en stor indsats for dette allerede i dag. Men vi mener ikke, at en flyskat er vejen frem, skriver pressechef i SAS Danmark Mariam Skovfoged.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce