Annonce
Udland

11 mænd dræbt ved selvmordsangreb mod milits

I Irak blev mindst 11 dræbt torsdag ved et selvmordsangreb mod en milits under ledelse af Moqtada al-Sadr.

I Irak blev mindst 11 mænd dræbt torsdag ved et selvmordsangreb mod en milits under ledelse af den shiamuslimske prædikant Moqtada al-Sadr.

Det irakiske militær siger, at to mænd begik to separate selvmordsangreb uden for byen Samarra nord for Bagdad.

Militæret siger, at der ved den første eksplosion blev dræbt syv militsmedlemmer, og at tre andre blev såret.

Ved det andet angreb blev yderligere fire militsfolk dræbt.

Ingen gruppe har taget skylden for angrebet mod Moqtada al-Sadrs milits, som kalder sig Fredsbrigaderne. Militsen blev sat ind i de blodige kampe mod Islamisk Stat, som i 2014 erobrede kontrol over store dele af Irak og Syrien.

Irak erklærede i 2017 Islamisk Stat for nedkæmpet, men bevægelsen udfører fortsat angreb i forskellige dele af landet.

Udviklingen skaber frygt for en yderligere optrapning af omfattende uroligheder og regeringsfjendtlige protester, som har rystet Irak siden oktober. Protestbevægelsen er den største og farligste græsrodsbevægelse i landet i årtier.

Sadr har støttet protesterne, men mange demonstranter har ikke ønsket hans støtte, da de mener, at den optrapper konflikten og fører til mere vold.

Omkring 60 procent af befolkningen i Irak er shiamuslimer, mens sunnimuslimerne er en minoritet i Irak på omkring 15 procent af befolkningen.

Siden oktober er over 450 blevet dræbt og næsten 20.000 er blevet såret, viser en optælling fra det franske nyhedsbureau AFP baseret på tal fra myndighederne og hospitaler.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Annonce