Annonce
Indland

14-årig stilles for nævn efter skuddrab på Frederiksberg

I september sidste år blev en 18-årig mand dræbt af et skud i hovedet. Ingen tiltales for drabet, men en 14-årig mistænkt, som er under den kriminelle lavalder, stilles for Ungdomskriminalitetsnævnet. En 16-årig mistænkt havde ifølge anklagemyndigheden intet med drabet at gøre, men ventes i retsmøde i Retten på Frederiksberg at erkende ulovlig våbenbesiddelse.(Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
En dreng stilles for Ungdomskriminalitetsnævn efter drab på 18-årig. En 16-årig sigtes for våbenbesiddelse.

Den 11. september sidste år blev en 18-årig mand dræbt af skud i hovedet på Dirch Passers Allé på Frederiksberg.

Efterfølgende anholdt politiet to drenge på 14 og 16 år. Den ældste blev varetægtsfængslet, mens den yngste var under den kriminelle lavalder og derfor blev overdraget til de sociale myndigheder.

Nu har juristerne hos Københavns Politi afgjort, at den ældste ikke kan tiltales for drab, mens den 14-åriges sag skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det oplyser presseafdelingen ved Københavns Politi i en mail til Ritzau.

Politiet vil ikke svare på, om man dermed mener, at det var den 14-årige, der skød.

- Fordi den 14-årige er under den kriminelle lavalder, er hans sag behandlet uden for det strafferetlige system. Derfor kan vi ikke udtale os om et eventuelt skyldsspørgsmål, lyder det i en mail.

Ungdomskriminalitetsnævnet blev indført i 2019 og behandler sager, hvor børn og unge i alderen 10 til 17 år begår kriminalitet. Det består af en dommer, en kommunalt ansat og en ansat i politiet.

Børn under 15 år kan stadig ikke straffes, og derfor er nævnets rolle at igangsætte forbedringsforløb og eventuelt uddele sanktioner som for eksempel anbringelse på en sikret institution.

Drabet på den 18-årige var tilsyneladende helt tilfældigt. Offeret var sammen med nogle bekendte i området ved Dirch Passers Allé, da nogle andre dukkede op.

Vidner hørte, at det udviklede sig til et skænderi, og der lød høje råb, inden skuddet faldt.

Ifølge anklagemyndigheden havde den 16-årige ikke på nogen måde del i drabet.

Han er dog sigtet for at have været i besiddelse af våbnet nogle uger tidligere. Ifølge straffelovens paragraf 192 a er minimumsstraffen for den forbrydelse to års fængsel.

Den 16-årige ventes at kende sig skyldig i Retten på Frederiksberg den 19. februar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Spejdercenter efterspørger den gode gerning fra Vejdirektoratet i grotesk skiltesag

Annonce