Annonce
Billund

14.000 kroner giver plejehjemmets beboere aktiviteter i et helt år

I sommeren havde Centerrådet fundet på et nyt projekt: "Ung møder ældre". Her kom 6. klasseelever fra Sdr. Omme Skolen på besøg for at spille ballon med beboerne. Privatfoto
Centerrådet på Omme Centret er blandt årets modtagere af penge til socialt, frivilligt arbejde. Pengene skaber liv og glæde blandt beboerne.

Sdr. Omme: Når der skal være særlige oplevelser for de 20 faste beboere på plejehjemmet Omme Centret i Sdr. Omme, er det ofte de 60 frivillige i Centerrådet, som har været i sving.

De arbejder nemlig året rundt på at skabe liv og aktivitet på Omme Centret.

Det er for eksempel store busture til Vesterhavet, Givskud Løvepark eller Herning Centrets juleforestilling. Men også mindre aktiviteter som foredrag, søndagscafé, filmcafé og skubbeture med kørestolsbeboere står Centerrådet for.

- Det er arrangementer, der giver beboerne adspredelse i hverdagen, siger Lene Elmgaard, formand for Centerrådet.

Annonce

Om midlerne

Søndag den 24. november er der ansøgningsfrist for at være med i puljen om at få tilskud til socialt frivilligt arbejde.

Både foreninger, netværk og frivilliggrupper kan søge.

Tidligere har man kunnet få støtte til for eksempel møbler og inventar i eksempelvis et klubhus. Foreninger har også fået penge til husleje, men det er slut nu.

Byrådet prioriterer fremover at give penge til primært aktiviteter. Dog kan man for eksempel også få støtte til forplejning, annoncer, leje af bus til udflugter, foredragsholdere, kurser og ferielejre.

Voksenudvalget beslutter fordelingen af pengene i januar 2020.

Støtte fra kommunen

Selvom de 60 hjælpere i Centerrådet arbejder frivilligt, kunne arrangementerne ikke finde sted uden økonomisk hjælp. Der skal stadig betales honorar til foredragsholdere, busleje og filmlicenser.

Derfor håber rådet hvert år på at få del i de såkaldte paragraf 18-midler, der uddeles af kommunen. Midlerne kaldes det, fordi det er paragraf 18 i serviceloven, som dikterer, at alle landets kommuner er forpligtiget til at støtte frivilligt, socialt arbejde.

I Billund Kommune gives der cirka 700.000 kroner årligt i støtte. Det kan lyde af meget, men behovet er også stort. Til uddelingen i januar i år søgte foreninger tilskud for samlet set 1,65 millioner kroner.

Økonomisk hjælp

Centerrådet fik i år 14.000 kroner, og uden dem var det svært for rådet at skabe liv og glæde på Omme Centret, mener Lene Elmgaard.

- Vi laver nogle arrangementer, hvor vi tjener lidt på kaffe og brød. Det er ikke store summer, men det supplerer paragraf 18-midlerne. Uden paragraf 18-midlerne ville det helt sikkert gå ud over aktivitetsniveauet, siger Lene Elmgaard.

Søndag den 24. november er der ansøgningsfrist til midlerne, der uddeles i 2020. Centerrådet håber igen at få penge, da man allerede har kig på nye tiltag næste år. Således har man netop været på inspirationstur til Esbjerg Kommune, hvor man har succes med Virtual Reality-briller på plejecenter, og det overvejer rådet at købe til Omme Centret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce