Annonce
Sønderborg

144 kommentarer til planer om at spærre Sønder Havnegade

Selv på en kold søndag først i marts, hvor restauranterne havde corona-lukket, var der en konstant strøm af biler gennem Sønder Havnegade i Sønderborg. Arkivfoto: Birthe Juul Mathiasen
Teknik- og miljøudvalget skal tirsdag tage stilling til, om Sønder Havnegade skal lukkes for kørende trafik i juli og august. I løbet af den netop afsluttede høringsperiode er der kommet 144 høringssvar.

Sønderborg: I mange år er det blevet diskuteret, hvordan trafikken skal forløbe i Sønder Havnegade. Gaden var en periode ensrettet, og der er sat kummer op for at sænke farten i gaden.

Tirsdag eftermiddag skal politikerne i teknik- og miljøudvalget tage stilling til et pilotprojekt, som skal give erfaringer inden en endelig beslutning.

Forvaltningen anbefaler politikerne, at Sønder Havnegade lukkes for kørende trafik i juli og august. Projektet med seks forskellige modeller har været i høring. Det gav 144 høringssvar, hvoraf 74 ønsker en lukning af gaden alle ugens dage.

Annonce

Flere beboere på Sønder Havnegade har med et høringssvar givet udtryk for, at man ønsker en lukning af gaden.

- Dette vil give et unikt område med promenade og caféliv, inklusiv udsigten til havnebassinet med sejlbåde, der samles for at komme igennem broen. Det kunne blive som Nyhavn i København, ja måske endnu bedre. Hele denne idyl ødelægges fuldstændig af den kraftige trafik. Bl.a. ser vi om sommeren utrolig megen "promenadekørsel", skriver en beboer fra Sønder Havnegade.

Flere borgere peger på, at lukningen vil give ro i området.

- Det vil give ro i porcelænsskabene, men mest af alt af hensyn til sikkerheden for de gående. Der er mange biler, der ikke overholde fartgrænserne, skriver en beboer på Sønder Havnegade.

Pulsen forsvinder

Andre borgere er bange for, at lukningen vil ødelægge livet i området.

- Jeg synes, vi skal være forsigtige med ikke at ødelægge Sønderborgs puls og dynamik, ja i det hele taget livet i byen, som også turisterne sætter pris på. Der findes masser af havnebyer rundt i landet, hvor man kan færdes med bilen langs med kajkanten, skriver en borger i sit høringssvar.

Andre beboere på gader som Bagergade og Bjerggade frygter, at trafikken i stedet vil belaste disse gader.

- Der vil komme alt for meget trafik gennem Bjerggade, som vil kunne resultere i personuheld, da gaden er smal og ikke er lavet til tung og meget trafik, skriver en beboer på Bagergade.

I sagsfremstillingen fremgår det, at forvaltningen sammen med politiet har drøftet bekymringen i forhold til tiltagende trafik på de små gader i området. Hvis Sønder Havnegade bliver lukket i de to sommermåneder, skal der holdes øje med i hvilken grad det medfører øget trafik i området med trafikale problemer til følge.

Det vurderes, at det vil koste 100.000 kroner at afspærre Sønder Havnegade fra krydset ved Nørrebro til krydset ved Brogade.

Del af budgetaftale

I sin budgetaftale for 2021-2024 har byrådet besluttet, at der inden sommeren 2021 skal træffes en beslutning om trafikafvikling på Sønder Havnegade i Sønderborg.

Sønderborg Kommune ønsker at gennemføre et pilotprojekt, før man træffer en endelig beslutning.

Ud over en lukning alle dage døgnet rundt, går de andre modeller ud på at lukke gaden fra fredag kl. 12 til mandag kl. 7, lukning alle ugens dage kl. 12-7 eller ensretning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce