Annonce
Udland

15 personer er blevet dræbt i en skudveksling i Mexico

Enrique Castro/Ritzau Scanpix
Dagen efter at 13 politibetjente blev skuddræbt i Mexico, har 15 personer mistet livet i en skudveksling.

15 personer er blevet dræbt i en skudveksling i Mexico. Det oplyser de lokale myndigheder natten til onsdag dansk tid.

Der er tale om en skudveksling mellem militæret og personer, der mistænkes for at være medlemmer af organiserede kriminelle grupper.

Blandt de 15 dræbte er en soldat. Det skriver Roberto Alvarez Heredia, der er talsmand for de mexicanske sikkerhedsstyrker, på Facebook.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Skudvekslingen skete i byen Tepochica i delstaten Guerrero i det sydvestlige Mexico.

Det voldsomme skyderi fandt sted, blot dagen efter at 13 mexicanske politibetjente blev dræbt i et bagholdsangreb.

Ifølge politiet var det medlemmer af en narkobande fra byen Aguililla, der ligger 500 kilometer vest for Tepochica, der stod bag.

Angrebet var et af de blodigste på landets sikkerhedsstyrker, siden præsident Andres Manuel Lopez Obrador blev indsat i december.

Skudvekslingen natten til onsdag begyndte, efter at myndighederne modtog en anmeldelse om bevæbnede personer i Tepochica.

- Bevæbnede civile indledte et angreb på de nationale sikkerhedsstyrker, hvilket resulterede i drabet på en soldat og 14 bevæbnede civile, siger Heredia.

Myndighederne har beslaglagt våben og tre køretøjer, som alle var meldt stjålet.

De seneste dages blodige skudepisoder kan ifølge nyhedsbureauet sætte øget pres på Mexicos præsident.

Han har ligesom sine forgængere fremlagt en omfattende plan, der skal sætte en stopper for den mange år lange narkokrig i landet.

- Jeg er optimistisk omkring, at vi kan sikre fred, sagde Obrador efter drabet på de 13 betjente.

- Vi er dedikerede til opgaven, men tidligere regeringer har ladet problemet vokse.

Siden 2006 har kampe mellem Mexicos narkokarteller kostet over 200.000 mennesker livet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce