Kolding. Der er stadig rigtig gode muligheder for at komme til at bo i en luksuslejlighed med formidabel fjordudsigt i et af de to store prestigebyggerier, der lige i denne tid og frem mod sommerferien er klar til at tage imod de første beboere.
Selvom interessen for boligerne ifølge projektchef hos Home, Mette Hjære, er helt tilfredsstillende, så er der endnu omkring i alt 160 ledige lejligheder i henholdsvist PFA's to 14 etager høje boligtårne kaldet Fjordbrynet ved Skamlingvejen og det markante 19 etagers byggeri kaldet Kolding Sky i Design City. AP Pension overtog Kolding Sky-projektet og har nu opført byggeriet, efter at Bjert Invest havde arbejdet med det i nogle år.
Kolding Sky lagde oprindeligt fra land som et rent ejerlejligheds-projekt, men det har AP Pension ændret, så der nu er tale om ren udlejning af alle 98 lejligheder, som står klar til indflytning til sommer.
Mette Hjære oplyser, at der ud af de 98 mulige er udarbejdet 18 lejekontrakter, som er sendt til underskrift - og flere er på vej.
- Det er hurtigere end forventet, fortæller Mette Hjære.
Tårnene
PFA-tårnene ved Skamlingvejen blev begge startet op som en kombination af leje- og ejerboliger, og det var hensigten, at de otte nederste etager skulle udlejes, mens de seks øverste skulle sælges. Men også her har interessen for at købe og eje indtil videre ladet vente på sig.
Mette Hjære, projektchef, HomeEfter stor efterspørgsel på muligheden for at bo til leje på toppen, valgte PFA at efterkomme det ønske og gøre hele tårn et til udlejning.
I de to tårne med i alt 104 lejligheder - 52 i hver - er der indtil videre solgt knap 30 procent i det tårn, som er klar til indflytning til sommer - mens PFA har valgt at gøre det andet tårn til udelukkende udlejningsboliger.
- Efter stor efterspørgsel på muligheden for at bo til leje på toppen, valgte PFA at efterkomme det ønske og gøre hele tårn et til udlejning. Derudover valgte PFA efter ønske fra kommende lejere at ændre lidt på indretningen, så flere af lejlighederne nu har større køkken/alrum og stue. Det betød, at vi i en periode måtte lukke ned for aktiviteten, fortæller projektchefen.
Så tårn et er altså i dag ren udlejning, og alle lejlighederne står netop nu klar til indflytning. I dette tårn er otte af de 52 lejligheder udlejet, og flere er på vej, oplyser Mette Hjære.
I tårn to, hvor altså knap 30 procent af lejlighederne er solgt, flytter de første beboere ind til sommer, så dette tårn forbliver en kombination af eje- og leje. Lige nu er tre lejligheder udlejet her, og flere er på vej, oplyser Mette Hjære.
Hun fortæller, at der også er reservationer i begge tårne.
- Reservationerne er typisk til kommende beboere, der bor i en ejerbolig, som skal sælges, før de vil indgå en endelig lejekontrakt, fortæller Mette Hjære.