Annonce
Esbjerg

189 deltog i borgermøde om omstridt højhus i Esbjergs hjerte: Udvalgsformand erklærer succes

Sådan vil en del af det måske kommende byggeri synes i gadeplan. Tirsdag aften var der borgermøde om planerne. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk
Borgermødet om planerne for højhus-projektet på Torvegade 6 blev afviklet med succes, mener formanden for Plan & Miljøudvalget, og også byrådets største kritiker af projektet er tilfreds med beslutningen om at holde to borgermøder.
Annonce

Esbjerg: Efter fiaskoen med decembers virtuelle borgermøde om de omdiskuterede planer for Det Faglige Hus-duoen Johnny Nim og Brian Elsted Hansens 12 og syv etagers byggeri på Torvegade 6-grunden, var det en glad formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S), der kunne gøre deltagerantallet på det noget lettere tilgængelige borgermøde tirsdag aften op til ikke færre end 189 deltagere.

- I gennemsnit så deltagerne med i knap halvanden time ud af de i alt to timer, og der indløb 145 chats i det tidsrum, mødet varede, oplyser udvalgsformanden, der selv sad i panelet sammen med direktøren for Teknik & Miljø, Erik Jespersen, kommunens stadsarkitekt, Morten Harder, de to arkitekter på byggeriet - Mikkel Wienberg og Martin Büchert fra henholdsvis Friis & Moltke Architects og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk - samt Jens Chr. Bennetsen, der er chef for Rambølls afdeling for avancerede simulationer og har stået for en præcis kortlægning af vindforholdene.

Annonce

Dårlig lyd og tilgængelighed

På det første virtuelle borgermøde, der blev holdt 15. december og foregik via tilkobling til den videobaserede kommunikationsplatform Zoom, var der adskillige klager over dårlig lyd, billedkvaliteten var heller ikke af høj standard, og der var adskillige, der ikke kunne finde ud af at downloade det program, der skulle til, på deres pc. I alt 86 borgere, politikere og kommunale medarbejdere deltog dengang, og der blev stillet 50 spørgsmål via chat.

Nogle af deltagerne på borgermøde nummer to tirsdag aften havde dog også lidt besvær med lydudfald, hvilket man kunne læse af de indkomne chatbeskeder, men ellers viste det sig, at beslutningen om at transmittere det nye borgermøde på samme måde, som man transmittere byrådets møder, var et langt bedre valg.

- Derfor har vi også aftalt, at det fremadrettet er den måde, vi gør det på, når vi skal holde virtuelle borgermøder. Det fungerede efter min mening fint, og jeg håber, borgerne følte, de fik svar på deres spørgsmål, siger Karen Sandrini.

Byrådets største kritiker af højhusprojektet på Torvegade 6-grunden, Plan & Miljøudvalgsmedlem Hans Erik Møller (S), er glad for, at det lykkedes at få arrangeret et nyt borgermøde, der denne gang blev annonceret i bedre tid:

- Jeg synes, at deltagerantallet og spørgelysten denne gang viser, at det ikke var helt skævt, da Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale krævede en forlængelse af høringsfristen og et nyt borgermøde. Der var langt lettere adgang til at deltage denne gang, og det var jo også meningen med hele øvelsen at give demokratiet bedre vilkår, siger Hans Erik Møller.

Annonce

Lægger retningen

Både Hans Erik Møller og Karen Sandrini pointerer, at sagen om byggeriet efter deres opfattelse er af overordentlig stor betydning og - uanset udfaldet - kommer til at lægge retningen for, hvordan Esbjergs bymidte i fremtiden kommer til at tage sig ud. Det siger de blandt andet med henvisning til, at også de to Borgergade-parkeringspladser er udtaget af indre bys store, samlende lokalplan, der sætter en maksimal højdegrænse for nybyggerier på fem etager.

- Men nu skal vi i Plan & Miljøudvalget på mandag have en snak om kritikken af den store lokalplan for indre by - en plan, jeg finder for slap, siger Hans Erik Møller.

Udvalgsformanden forventer, at den færdige sag om Torvegade 6-byggeriet bliver sat på dagsordenen til udvalgets møde i begyndelsen af februar.

- Høringsperioden slutter den 19. januar, og så skal forvaltningen have tid til at gennemgå høringssvarene, konstaterer Sandrini.

Kort om

Sagen om Det Faglige Hus-duoen Johnny Nim og Brian Elsted Hansens private byggeprojekt på Torvegade 6, hvor Eskildsens musikforretning tidligere havde til huse, har været stærkt omdiskuteret.

I dag henligger arealet som en byggetomt, for musikforretningen er længst nedrevet og murbrokkerne fjernet. Men det er her, Nim og Elsted Hansen vil placere et luksusbyggeri i henholdsvis 12 og syv etager med liberalt erhverv i de to nederste etager og omtrent 20 store, lyse lejligheder i resten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Lars Krarup i sit sidste interview om Venstre: Støjberg og Ellemann har skuffet

Regionalt For abonnenter

Sønderjysk rejsebureau tror på tysk genåbning til foråret: - Kør-selv-gæster venter bare på grønt lys

Annonce