Annonce
Indland

19-årig tiltalt for nytårsdrab og knivvold i København

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
På sin første bytur i København blev 19-årige Lorenz Matras dræbt. En jævnaldrende mand er nu tiltalt i sagen.

Det skulle have været en nytårsaften med fest og fyrværkeri, da 19-årige Lorenz Matras tog til København sammen med en gruppe venner 31. december 2018.

Men natten udviklede sig til et mareridt, de unge mænd næppe havde forudset.

På Borgergade midt i København blev Lorenz Matras med flere knivstik stukket ihjel. Tre andre blev også ramt af kniven. Sådan lyder det i anklageskriftet mod en 19-årig mand, der er blevet tiltalt for drabet.

Overfaldet skete mellem klokken 03.30 og 04.30 den 1. januar 2019 rundt om hjørnet fra Gothersgade, hvor der ligger en stribe diskoteker og barer.

Politiet har tidligere meldt ud, at det tilsyneladende var uoverensstemmelser mellem to grupper unge, der udviklede sig til skænderi og overfald.

Den 19-årige tiltalte er foruden drab også tiltalt for drabsforsøg mod en anden person samt grov vold mod to andre. Alle fire ofre, der på tidspunktet var under 20 år, blev ramt af flere knivstik.

Det var Lorenz Matras' første bytur i København, har hans mor fortalt til Ekstra Bladet. Hun opfordrede i slutningen af januar mulige vidner til at stå frem.

I februar anholdt politiet fire mænd og sigtede dem for drab, drabsforsøg og grov vold. Der er dog kun rejst tiltale mod den 19-årige.

Ved grundlovsforhøret nægtede den nu tiltalte sig skyldig. Han har siddet varetægtsfængslet siden 7. februar.

Retssagen mod den 19-årige foregår ved Københavns Byret. Den er rejst som en nævningesag, hvilket er almindeligt i drabssager. Dermed går anklagemyndigheden efter en straf på fire år eller mere.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce