Annonce
Udland

19-årigt offer ønsker at dom mod A$AP Rocky ankes

Ferdy Damman/Ritzau Scanpix

Anklageren har endnu ikke besluttet, om dom mod rapperen A$AP Rocky skal ankes. Offeret ønsker dommen anket.

Det 19-årige offer i sagen mod rapperen A$AP Rocky ønsker, at dommen mod rapperen i sidste uge vil blive anket.

Det oplyser teenagerens bistandsadvokat, Magnus Strömberg, til den svenske avis Expressen.

- Hans holdning er, at han ønsker, at anklageren anker dommen, skriver advokaten i en mail til avisen.

Hverken A$AP Rocky eller anklagemyndigheden har ifølge avisen endnu besluttet, om de vil anke dommen.

Det var onsdag i sidste uge, at amerikaneren A$AP Rocky ved byretten i Stockholm blev dømt for overfaldet mod den 19-årige mand i Stockholm. Overfaldet fandt sted 30. juni.

30-årige A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, fik en betinget fængselsstraf. To af A$AP Rockys venner, der også var tiltalt, blev ligeledes kendt skyldige.

Det var rettens vurdering, at overfaldet ikke var så alvorligt, at en egentlig fængselsstraf var nødvendig.

Desuden fandt retten det ikke bevist, "at de (tiltalte, red.) skal have ramt offeret med en flaske eller på anden måde slået ham med hele eller ødelagte flasker".

Ifølge Magnus Strömberg er den 19-årige ikke helt tilfreds med dommen.

- Jeg har været i kontakt med min klient, som beretter, at han er tilfreds med, at de tiltalte er dømt. Derimod er han utilfreds med, at de ikke er dømt for den vold med glasflaske, som han blev udsat for, skriver bistandsadvokaten.

A$AP Rocky blev anholdt natten mellem den 2. og 3. juli for sin rolle i slagsmålet. Musikeren blev varetægtsfængslet, og den 25. juli blev han tiltalt for vold mod en 19-årig mand med afghansk afstamning.

Det medførte stor opstand i USA, hvor både præsidenten og kendisparret Kim Kardashian West og Kanye West gik ind i sagen.

Den 20. juli kontaktede USA's præsident, Donald Trump, den svenske statsminister, Stefan Löfven, og bad om at få rapperen løsladt. Löfven svarede, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".

Den 2. august blev A$AP Rocky løsladt efter en tre dage lang retssag og fik lov til at rejse hjem fra Sverige.

Under retssagen nægtede A$AP Rocky sig skyldig i tiltalen. Han erkendte dog, at han sparkede og slog den 19-årige.

Der var tale om selvforsvar, forklarede han i retten.

A$AP Rocky slog for alvor igennem med sangen "Fuckin' Problems" fra 2012. Den har over 400 millioner afspilninger på streamingtjenesten Spotify.

/ritzau/

Annonce
Artikel med 19-årigs advokat i Expressen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce