Annonce
Regionalt

19 personer smittet med covid-19 på sygehuse i Region Syddanmark

Thomas Larsen, der er lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, beklager, at 19 patienter er blevet smittet med covid-19 under deres indlæggelse på regionen sygehuse. Genrefoto: Ritzau, Scanpix
Det var livsfarligt for den 71-årige kræft- og hjertepatient Flemming Lund Jensen, da han blev smittet med covid-19 på hospitalet. Siden smittede han også sin søn.
Annonce

Siden den 1. marts er i alt 19 personer blevet smittet med covid-19, mens de opholdt sig på Regions Syddanmarks hospitaler. Det viser en rundspørge, som TV Syd har lavet.

De fleste tilfælde har fundet sted på Odense Universitets Hospital (OUH) og Sygehus Lillebælt, der har registreret ni smittede personer hver. Det sidste smittetilfælde har fundet sted på Sydvestjysk Sygehus.

- Set fra min stol, så sker det ret sjældent, men det er dybt beklageligt, når det sker. Vi prioriterer sikkerheden meget højt. Men uanset hvor dygtige vi er, så er vores bolværk mod corona ikke så effektivt, at det ikke kan ske, siger Thomas Larsen, som er lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, til TV Syd.

De danske sygehuse har løbende strammet op på sikkerheden.

- Det allervigtigste er hygiejne. Man afspritter, og man hoster i ærmet. Dernæst er der kommet et nyt krav om, at vi skal bære mundbind. Både medarbejdere, patienter og pårørende er gode til at følge reglerne, siger Thomas Larsen.

Annonce

Meterstok på sygehus

Den 28. september indførte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer, så personalet nu skal bære mundværn, når afstanden til en patient er mindre end én meter. Og allerede ved to meters afstand, når det er en sårbar patient. Sygehus Lillebælt har fremstillet en meterstok i træ, der kan bruges ude på afdelingerne.

- Så hvis nogen er i tvivl om, hvad en meter eller to meter er, så tager man stokken frem og måler op. Vi har også målt alle vores lokaler op og sat hvide prikker på gulvet og bordene, så vi ved, hvor mange der må være, siger Thomas Larsen.

Annonce

Sønnen smittet

Mange af de smittede er patienter, som var indlagt i forbindelse med en operation. Det gælder blandt andre den 71-årige Flemming Lund Jensen fra den sønderjyske by Branderup.

Han blev smittet i september på OUH, da han var indlagt efter en kræftoperation, og som hjertepatient var covid-19 potentielt livsfarlig for ham.

- Jeg synes, at 19 smittede på sygehusene er mange. For man har jo altid vidst, at en maske reducerer spredning af infektioner som virus og forkølelse. Da jeg var indlagt, bad jeg hele tiden personalet tage mundbind på, men det sløsede de med, og de glemte det især om aftenen og natten, siger Flemming Lund Jensen.

OUH har efterfølgende beklaget smitten, som har taget hårdt på patienten.

- Jeg havde det rigtigt dårligt i 14 dage med kvalme, træthed og utilpashed, og min søn blev smittet af mig, siger Flemming Lund Jensen, som nu er smittefri.

Annonce

Muligt mørketal

Udover de 19 tilfælde kan der være et mørketal, fordi man ikke altid kan afgøre, hvor og hvornår patienterne er smittet. Det kan man lettest, når patienter har været indlagt i mange dage og er testet undervejs.

Derimod får sygehusene ikke nødvendigvis besked, hvis en patient i ambulant behandling efterfølgende er konstateret smittet. Flemming Lund Jensens søn er heller ikke med i statistikken, selv om han formentlig er smittet af sin far.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce