Annonce
Esbjerg

20-årig fængsles og udvises efter røveri og trusler

Det var her på parkeringspladsen ved Skads Skole Signatur, at røveriet og truslerne fandt sted tilbage i 2017. Arkivfoto: Lars Lau Thygesen.
Et røverisk overfald på en skole og efterfølgende vidnetrusler koster en 20-årig mand med syrisk baggrund en tur i fængsel og efterfølgende udvisning. Hans forsvarer forsøger at få indbragt spørgsmålet om udvisning for højesteret.

Esbjerg: Det hjalp ikke en nu 20-årig mand fra Esbjerg med syrisk baggrund at anke sin dom fra byretten til landsretten.

Vestre Landsret har afsagt dom i ankesagen, og det resulterede i stedet i en skærpelse af dommen. Manden skal i fængsel i otte måneder og står derefter til udvisning af landet med indrejseforbud i seks år. Han er blevet dømt for at have begået røveri og efterfølgende truet et vidne.

Episoden fandt sted tilbage i juli 2017 på parkeringspladsen ved Skads Skole Signatur i Andrup. Her blev to unge mænd omringet af i alt seks personer, der i første omgang ønskede at prøve deres knallerter. Det afviste de to unge mænd, og så blev gerningsmændene voldelige og truende. De to ofre blev taget hårdt i kraverne, og der fremkom forskellige trusler. De to ofre tilbød at overføre penge til gerningsmændene for at slippe væk, men det blev afvist, fordi det kunne spores. I stedet blev det ene af ofrene sendt afsted på knallert med en 17-årig dreng bagpå for at hente kontanter hjemme hos det andet offer.

Annonce

Trusler

Den 17-årige blev undervejs nervøs og hoppede af knallerten. Offeret fik fat på faren til det andet offer, og han kontaktede politiet.Da politiet nåede frem til parkeringspladsen var både gerningsmænd og det andet offers knallert væk.

Godt et år senere mødte den 20-årige mand op på den skole, hvor det ene af ofrene gik, og tilbød ham 5.000 kroner for at droppe sagen. Da han sagde nej tak til tilbuddet, blev han truet med, at han skulle passe på, hvor han færdedes.

Den 17-årige blev ved byretten idømt tre måneders betinget fængsel, mens den nu 20-årige fik seks måneders ubetinget fængsel og en udvisningsdom.

Den 20-årige har hele vejen igennem nægtet sig skyldig og ankede dommen, men i landsretten blev dommen skærpet til otte måneders fængsel og udvisning. Nu forsøger hans forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt en sidste gang at få omstødt udvisningsdommen, som han finder meget hård.

- Min klient nægter overhovedet at have været til stede ved røveriet. Det er ofrene selv, der via venner på Facebook har fundet frem til de to nu dømte i sagen, og det er for mig at se en farlig vej at begive sig ind på, siger Jørn Brandenhoff Schmidt om dommen.

Højesteret

Det er naturligt nok udvisningsdommen, der nager ham og hans klient mest.

- Jeg synes, det er en usædvanlig hård dom. Min klient var kun 18 år på gerningstidspunktet, og han har nu været i Danmark i over fem år. Han har hele sin familie her og ingen relationer tilbage i Syrien. Det er alt sammen noget, der burde tale for ikke at udvise ham. Han har godt nok en betinget udvisning på grund af et mildt voldstilfælde - noget slagsmål i nattelivet, men jeg synes stadig, det er for hård en dom. Det er derfor planen, at procesbevillingsnævnet skal anmodes om tilladelse til at indbringe spørgsmålet om udvisning for højesteret. Der er kommet en stramning i praksis, men der skal gerne være en ensartethed, og den savner jeg her, siger Jørn Brandenhoff Schmidt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

112

89-årig kvinde bestjålet i lejlighed

Annonce