Annonce
Esbjerg

20 politikere i Esbjerg får særlige parkerings-tilladelser

Her på forpladsen til Esbjerg Rådhus kan politikerne nu holde mellem klokken 6 morgen og 18 aften på alle dage undtagen på torvedage. Arkivfoto: Lars Lau Thygesen.
Byrådsmedlemmerne har fået tilbud om en særlig tilladelse til at parkere deres biler på forpladsen til Esbjerg Rådhus, så de ikke skal cirkle rundt efter langtidsparkering eller stille p-skiver for at undgå et girokort i forruden.

Esbjerg Kommune: 20 af Esbjerg Byråds 31 medlemmer har fået udstedt en eksklusiv, personlig parkeringstilladelse, så de alle dage - på nær torvedage - kan stille deres biler på forpladsen til Esbjerg Rådhus i tidsrummet mellem klokken 6.00 og 18.00 uden at risikere en parkeringsafgift i forruden.

Årsagen er, at der med stigende intensitet har lydt klager fra byrådsmedlemmer, der skal deltage i politiske udvalgsmøder eller anden kommunal mødeaktivitet, men føler sig generet af, at der enten ikke er ledige parkeringspladser, eller at der er begrænsninger i form af to timers-parkering.

Ifølge sekretariatschef Søren Abildtrup, Esbjerg Kommune, har der gennem flere år været et stort ønske om at give politikerne mulighed for at parkere forholdsvist ubegrænset.

- Det har i mange år været et problem for byrådsmedlemmerne at finde p-pladser, når de skal til udvalgsmøder. Tidligere blev byrådsmedlemmerne nødt til at holde på de tidsbegrænsede pladser langs rådhuset, eller længere væk, hvilket har medført, at man har måttet holde pauser midt i møderne til indstilling af p-skiver, siger Søren Abildtrup.

Som flere gange tidligere omtalt i JydskeVestkysten er der dog også et stort antal medarbejdere på rådhuset, der har samme parkerings-udfordringer og derfor må søge ned i de bagvedliggende gader for at parkere langs kantstenene – til stor gene for områdets beboere - eller løbe frem og tilbage og indstille p-skiver i løbet af arbejdsdagen.

Annonce

S-medlem undtaget

Der er dog byrådsmedlemmer, der i årevis har været fritaget for at flintre rundt efter en ledig parkeringsplads og hele tiden har haft adgang til parkeringskælderen under Esbjerg Rådhus. Det gælder borgmesteren, medlemmer af økonomiudvalget samt formanden for Børn & Ungeudvalget, Karsten Degnbol (V), idet de alle er udstyret med en særlig portåbner.

Dermed er det alt i alt 10 personer ud af Esbjerg Byråds 31 medlemmer, der ikke har haft behov for at søge en af de særlige tilladelser. Efter at adgangen til at få udstedt en særlig parkerings-tilladelse er kommet i stand har de resterende medlemmer af byrådet - på nær socialdemokraten Hans Erik Møller, der på grund af nedsat syn ikke længere kører bil - anmodet om og fået udleveret et p-kort.

Politikerlede

Parkering hører traditionelt under Teknik & Byggeudvalget, men her melder udvalgsformand Søren Heide Lambertsen (S) hus forbi i forhold til den nye ordning:

- Det er ikke noget, Teknik & Byggeudvalget har behandlet, og jeg har intet med det at gøre, siger Heide Lambertsen, der som medlem af økonomiudvalget selv har adgang til parkeringskælderen.

Men hvad mener du om det?

- Det er ikke en idé, der er groet i min have, og havde jeg været borgmester, havde jeg aldrig tilladt det. Jeg mener, det er et dårligt signal at sende til kommunens borgere, der dagligt må kæmpe for at få en parkeringsplads. Særlige privilegier vil altid bidrage til politikerlede - præcis ligesom finere pensions-vilkår for folketingsmedlemmer og så videre. Så nej, jeg er ikke nogen fan af det initiativ, siger Heide Lambertsen, der dog må konstatere, at hans byrådsgruppe - i lighed med de andre politiske grupper - har taget imod den særlige tilladelse med kyshånd.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce