Annonce
Billund

2000 mennesker så Den Kongelige Ballet i Anlægget

Den Kongelige Ballet besøgte 16. juni Billund med deres sommerturné. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Der var tætpakket med mennesker, da den Kongelige Sommerballet 2019 viste deres smukke, elegante og kraftfulde bevægelser.

Billund: Med lethed og elegance gav 16 balletdansere fra Den Kongelige Ballet et lille indblik i denne særlige kunstart, de ellers kun viser frem på Gamle Scene i det Kongelige Teater.

Der var stor interesse for begivenheden, som Billund Friluft havde arrangeret. Omkring 2000 mennesker var mødt op for at nyde halvanden times udpluk fra syv forskellige forestillinger.

- Vi vil gerne vise, at ballet ikke er så farlig fint, og jeg tror, at et arrangement som dette tager brodden af det, sagde balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, inden forestillingen skulle til at begynde.

Det var dog ikke kun de professionelle, der var på scenen. Billund Balletskoles elever skulle også optræde.

- Jeg glæder mig, men jeg er også lidt nervøs, sagde Naja Dalgsgaard Christensen på 10 år. Hun så også frem til at få et tip eller to fra de professionelle dansere:

- Man kan helt sikkert lære noget af dem.

Annonce
Billund Balletskoles underviser Paul Gordon præsenterede eleverne. Foto: Kristina V. Skjoldborg

Besøg af en prismodtager

Publikum fik en bid af balletværker fra hver sin tidsalder. Der var for eksempel Napoli fra 1842, Kameliadamen fra 1978 og Askepot fra 2019. Sidstnævnte med balletdanserinde Ida Praetorius i hovedrollen. Ida vandt i begyndelsen af juni en Reumert-pris som Årets Danser på baggrund af netop sin præstation i Askepot på Det Kongelige Teater.

Under forestillingen kom danserne under et lille pres, da musikken pludselig røg sig en tur. Det slog dem dog ikke ud, og hurtigt kom der gang i musikken igen.

Da forestillingen var slut, rejste publikum sig op og hyldede danserne med stående bifald. Og så blev der selvfølgelig uddelt blomster - en rose af Lego, for vi var vel i Billund.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce