Annonce
Erhverv

2018 gav Ewii en blodtud: Nu ser det godt ud – og det er sagt på jysk

Administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn (t.h.) kunne på repræsentantskabsmøde torsdag aften fortælle, at Ewii er cirka 40 millioner kroner foran budgettet for 2019. Mødet var et temamøde, hvor der var særlig fokus på selskabets investeringer i fibernettet. Foto: Henrik Kruse
Ewii er foran budgettet, investeringerne i aktierne bidrager positivt og salget af den sidste bid af Ewii Mobility betyder, at der er udsigt til et overskud i Ewii efter oprydningsåret 2018, hvor der var underskud på 204 millioner kroner.

Kolding: De seneste par år har repræsentantskabet i Ewii været vant til at blive præsenteret for dårlige nyheder om økonomien, når der var møde. Torsdag var budskabet fra direktøren til de 104 repræsentantskabsmedlemmer, der var mødt op, mere optimistisk, og man holder fast i forventningen om et overskud på cirka fire millioner kroner før skat.

Tilbage i april, da forsyningsvirksomheden præsenterede regnskabet for 2018, landede underskuddet på 204 millioner kroner efter skat. Underskuddet kom efter et oprydningsår, der fulgte i kølvandet på, at den administrerende direktør blev fyret, og formanden gik i efteråret 2017. Dengang beskrev den administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, det som om, at selskabet i 2018 havde fået en blodtud.

- Men nu er det godt og stabilt - og det er sagt på jysk, lød det fra Lars Bonderup Bjørn.

Ewii solgte i 2018 ud af de tabsgivende selskaber, og i denne uge har forsyningsvirksomheden solgt sidste bid af selskabet Ewii Mobility, der stod bag den trehjulede, elektriske scooter Tripl. Samlet tabte koncernen 60 millioner kroner på køretøjet, men med salget kommer der en tocifret gevinst i kassen i 2019.

Annonce

- Der er et utrolig godt sammenhold i Ewii, og man vil virkelige gerne vise, at vi godt kan.

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i Ewii

Foran budgettet

Når der er udsigt til overskud i 2019, skyldes det også, at selskabets store pengetank Ewii Invest, der investerer i blandt andet aktier, har leveret gode resultater foreløbig. Det står i kontrast til 2018, hvor investeringsselskabet tabte millioner, hvilket var en væsentlig grund til underskuddet på 204 millioner kroner. Men den del kører sit eget løb, lyder det fra den administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn. Han er derimod mere optaget af selve driften.

- Vi er cirka 40 millioner kroner foran på driften i forhold til budgettet. Det ændrer dog ikke ved, at vi holder fast i udsigten til et resultat på cirka fire millioner kroner, siger Lars Bonderup Bjørn.

- Samtidig går det også godt med investeringerne i aktierne. Men vi holder fast i forventningerne, fordi der altid er stor usikkerhed, når vi kigger på aktieinvesteringer, siger Lars Bonderup Bjørn, der vurderer, at der er kommet ro på i Ewii efter flere turbulente år.

Stort sammenhold

- Der er et utrolig godt sammenhold i Ewii, og man vil virkelige gerne vise, at vi godt kan, siger Lars Bonderup Bjørn, der satte sig i direktørstolen i starten af 2018.

- Det, som har fyldt i år, er, at vi har centraliseret nogle af de strategiske beslutninger til direktørgruppen. Der er brugt mange penge decentralt, hvor der ikke var så meget styring. Og så har vi strammet op på investeringsdelen. Vi har lavet en komite, der kigger på investeringer. Det har reduceret mængden af investeringer betragteligt, siger Lars Bonderup Bjørn.

104 repræsentantskabsmedlemmer i Ewi var mødt op torsdag aften til et temamøde om fibernet, hvor de også blev orienteret om halvårsregnskabet. Ewii fastholder forventningen om et overskud på cirka fire millioner kroner. Foto: Henrik Kruse
Ewii er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 450 medarbejdere. Foto: Ewii
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce