Annonce
Varde

2020 så ud til at blive et fremragende rejseår – nu har Louise lukket sit rejsebureau

- Jeg kunne godt fornemme, at corona ikke var noget der forsvandt lige med det samme, derfor lukkede jeg min afdeling i foråret, fortæller Louise Østergaard, der i dag har fået deltidsarbejde som receptionist hos Henne Strand Camping or Resort. Foto: Malene Wonsbek
Rejsebranchen bliver måske aldrig den samme igen, og det har Louise Østergaard og Live Travel taget konsekvensen af.
Annonce

Varde: Det er med et stort tungt hjerte, at Louise Østergaard nu definitivt melder ud, at det rejsebureau, hun for små to år siden blev en del af, Live Travel, lukker. Der er ikke længere eksistensgrundlag for et rejsebureau, der skræddersyr rejser til især Fjernøsten.

- Nu havde jeg ellers lige fået opbygget en solid kundekreds, og jeg havde mange bookinger med afrejse i 2020, og så kom corona og hev tæppet væk under det hele. Ærgerligt, ærgerligt, siger 61-årige Louise Østergaard, der glæder sig over at Live Travel, der har hovedkontor i Valby, trods alt lukker, uden hendes kunder kommer i klemme.

- Alt er afbestilt, alle har fået deres penge retur, så jeg kan godt gå igennem byen uden dårlig samvittighed, og det betyder rigtig meget for mig, siger hun.

Annonce

Fedt år!

I 2010 overdrog hun og Maibritt Brix deres lille, lokale rejsebureau, Varde Rejsebureau, til Jetrejser. Louise kastede sig ind i en helt anden branche som salgskonsulent. Med et veletableret rejsebureau i ryggen vendte hun i 2018 tilbage til rejsebranchen og indrettede kontor i privaten på Palludansvej i Varde.


Alt er afbestilt, alle har fået deres penge retur, så jeg kan godt gå igennem byen uden dårlig samvittighed, og det betyder rigtig meget for mig.

Louise Østergaard


- Jeg specialiserede mig i rejser, som man typisk bestiller i forbindelse med runde fødselsdage eller andre mærkedage. Individuelle rejser til fjerne og eksotiske destinationer, måske for hele familien, måske en drømmerejse for to. Det tager tid, før man får opbygget en kundekreds, og i år havde jeg så mange bookinger, at jeg tænkte ”Yes!” Nu kører det, siger Louise med et smil.

Disse bookinger er blevet annulleret én efter én.

Annonce

Nyt arbejde

Hun smiler stadig, selvom ejerne af Live Travel torsdag har meldt ud, at de opløser firmaet.

- Da Mette Frederiksen i marts lukkede Danmark ned, fik vi travlt med at få vores kunder hjem fra udlandet. Jeg kunne godt fornemme, at corona ikke var noget, der lige ville forsvinde, så jeg valgte at lukke ned for firmaet og melde mig arbejdsløs. Aftalen med Live Travel var, at når der atter blev lukket op for rejsemarkedet, så ville jeg fortsætte afdelingen i Varde. Dengang var det et ”når” og ikke et ”hvis”, tilføjer Louise.

I 2018 var Louise Østergaard atter flyvende i rejsebranchen, som hun har været i det meste af sit liv. Arkivfoto: Malene Wonsbek

Rejsebranchen bløder stadig. Live Travel har kapituleret, og Louise Østergaard har fået nyt arbejde. Den 1. juli fik hun job som receptionist ved Henne Strand Camping og Resort.

- I de måneder, hvor jeg var arbejdsløs, fik jeg mulighed for at reflektere over livet. Jeg er 61 år og kan gå på efterløn om godt to år. Jeg er begyndt at spille golf, og så er jeg farmor. Jeg vil have tid til det gode liv, så jeg besluttede, at jeg ikke ville tilbage til arbejdsmarkedet på fuld tid. Jeg er utrolig glad for mit arbejde i Henne, det er et job i turistbranchen med en masse glade feriegæster. Når jeg ikke længere selv kan sende feriegæster ud i verden, så kan jeg servicere dem, der kommer her, så jeg føler mig heldig og er utrolig glad for min nye arbejdsplads, understreger Louise Østergaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce