Annonce
112

21-årig solgte telefoner for tusindvis af kroner, selvom han ikke havde dem: - Jeg var inde i en dårlig cirkel

Den 21-årige er tidligere dømt for at have kørt uden kørekort samt at udeblive fra Forsvarets Dag. Arkivfoto: Nils Svalebøg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
- Jeg var inde i en dårlig cirkel, hvor jeg tænkte, at hvis det gik én gang, så ville det nok gå igen, sagde en 21-årig, der onsdag blev dømt for bedrageri.
Annonce

Lunderskov: - Jeg erklærer mig skyldig i alle forhold, sagde en 21-årig mand fra Lunderskov, da han onsdag sad på anklagebænken ved Retten i Kolding tiltalt for bedrageri.

Den 21-årige havde frabedt sig hjælp fra en beskikket forsvarer, så han sad alene i midten af retssalen. Retsformand Niels Deichmann mindede den 21-årige om, at han altså risikerede en fængselsstraf, men den 21-årige virkede alligevel til at være klar over sagens alvor, selvom han ville klare skærene selv.

Måske havde havde han valgt stå på egne ben for at opnå en slags frelse, hvis han alene rodede bod på tingene. Fordi han angrede. Fordi han endelig er kommet ud af den onde spiral, han var havnet i, da han i 2017 gentagende gange solgte iPhones og et ur kun med det formål at snyde køberne.

- Jeg var inde i en dårlig cirkel, hvor jeg tænkte, at hvis det gik én gang, så ville det nok gå igen. Jeg kan ikke forklare det på andre måder, svarede den 21-årige, da anklager Tanja Mikkelsen spurgte, hvorfor han havde sat tingene til salg, når han ikke havde dem.

- Jeg gjorde det for at få økonomien til at hænge sammen. Jeg var presset på husleje, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, sagde han.

Bedrageri

  • 28. februar 2017: Solgt iPhone til 2000 kroner på dba.dk
  • 1. marts 2017: Solgt iPhone til 1750 kroner på ukendt hjemmeside
  • 14. marts 2017: Solgt iPhone til 2000 kroner på guloggratis.dk
  • 4. april 2017: Solgt iPhone til 2600 kroner på guloggratis.dk
  • 8. april 2017: Solgt et ur til 4000 kroner på Facebook - erkendt, men sigtelsen frafaldt
  • 30. september 2017: Solgt en MacBook til 4550 kroner på dba.dk - erkendt, men sigtelsen frafaldt
  • 15. september 2018: Solgt et ur til 1525 kroner i Den Blå Avis
Annonce

Har holdt sig i skindet

Sagen kørte som tilståelsessag, og den 21-årige erkendte også at have snydt en mand for 4000 kroner, som den 21-årige havde fået for et ur, lige som han også erkendte, at han havde undladt at sende en MacBook-computer, efter en mand havde betalt 4550 kroner til ham.

De to forhold blev han dog hverken tiltalt eller dømt for, da det teknisk set ikke var bedrageri, idet den 21-årige forklarede, at han var i besiddelse af tingene, men ikke havde sendt dem af sted til køberne.

Det ændrede dog ikke på, at den 21-årige blev idømt 40 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Han skal samtidige betale erstatning til de fem mennesker, han har snydt.

- Jeg har holdt mig i skindet hele 2019, har fået en kæreste og et arbejde, som jeg trives i. Jeg er klar til at starte på en frisk, sagde han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce