Opdateret: På grund af et tidligere navneforbud i sagen undlod JydskeVestkysten at skrive navnet på den dømte. Men siden har Retten i Kolding oplyst, at navneforbuddet ikke blev forlænget, da den nu dømte ankede sagen til landsretten. Og da straffen er over ét års ubetinget fængsel, så fremgår navnet nu af historien.
Kolding: 22-årige Yunus Gazi Arslan blev mandag eftermiddag idømt tre års ubetinget fængsel for forsøg på voldtægt mod en 20-årige kvinde fra Kolding tilbage i september.
En sag der i tiden efter skabte stor utryghed blandt de unge beboere i den orange kolos i Kolding.
Nu er manden bag episoden dømt efter anklageskriftet, der lyder, at han omkring klokken 03 natten til mandag den 20. september tiltvang sig adgang til kvindens lejlighed i ungdomsboligerne Campus Living Kolding, der ligger ved Kolding Åpark.
Her tvang Yunus Gazi Arslan kvinden til først at lade sig sutte på kvindens tæer, inden han med trusler om vold truede hende til at udføre oralsex på sig. Bagefter forsøgte han at have samleje med kvinden både vaginalt og analt. Alt sammen mod kvindens vilje.
JydskeVestkysten overværede ikke kvindens forklaring, da den foregik bag lukkede døre, men af anklager Anna Holm Christensen fremgik det, at kvinden var blevet vækket af manden, og at hun havde frygtet for sit liv.
Gerningsmand mente, de havde en aftale
Generelt blev kvindens forklaring af både dommer og domspanel fundet mere troværdig end den 22-årige Yunus Gazi Arslans, og de var alle tre enige i dommen.
Han havde nægtede sig skyldig med påstand om frifindelse, da der i hans optik ikke var tale om voldtægt men en frivillig aftale om seksuelle ydelser.
Han forklarede, at de to havde mødt hinanden om dagen i en Netto i Kolding, hvor de skulle have aftalt at mødes hos kvinden, hvor den 22-årige kunne kysse hendes fødder for et beløb på 10-15.000 kroner.
Efter at have drukket sig mod til begav Yunus Gazi Arslan sig ifølge forklaringen natten til mandag den 20. september hen til kvindens bolig, hvor han mødtes med kvinden, og seancen udspandt sig. Men i mandens optik var det altså frivilligt.
Han har nu valgt at anke dommen til landsretten med påstand om frifindelse.
Udover fængselsdommen skal Yunus Gazi Arslan også betale godt 93.000 kroner til kvinden for tort, ligesom han skal betale sagens omkostninger.