Annonce
Esbjerg

23-årige Camilla Larsen ny formand i SIF Gymnastik

23-årige Camilla Larsen ny formand i SIF Gymnastik. (Privatfoto)

Esbjerg: Det blev som ventet den 23-årige Camilla Larsen, som på generalforsamlingen i Gjesing Fritidscenter blev valgt som afløser for den 61-årige Alex Herold. Herold har siddet på formandsstolen i 14 år og har været leder i i alt 26 år, men meddelte for et par år siden, at der nu skulle yngre kræfter til.

På generalforsamlingen fik Alex Herold mange pæne ord, blandt andet fra bestyrelsen og den tidligere formand og æresmedlem Aase Laursen, men heldigvis for foreningen vil Alex fortsat komme i SIF Gymnastik, men nu blot som almindelig gymnast sammen med sit barnebarn Karoline på 14 måneder. Den nye formand sad i forvejen i bestyrelsen, hvor hun havde været med som suppleant i et år og som menigt medlem i to år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er næstformanden Lene Juhl, kassereren Line Rosenbæk Albertsen, Dorthe Agarthon Hansen, Lars Bo Knudsen, Marianne Dueholm, Martin Waldhauer og Mette Grønne Hansen. Suppleanter er Anders Waldhauer og Simone Lyng Ørskov.

Camilla Larsen er foreningens tredje formand. De to første var Aase Laursen og Alex Herold. Camilla har været aktivt medlem i SIF Gymnastik i 16 år. Civilt arbejder hun for tiden som aktivitetsmedarbejder i Legoland i Billund.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce