Rettelse: Det fremgik tidligere, at politiet havde fundet gerningsvåbnet. Det var forkert. JydskeVestkysten beklager fejlen.
Haderslev: En 24-årig mand fra Haderslev blev søndag aften ramt af skud på en parkeringsplads i Varbergparken i Haderslev.
Det bekræfter Nikolaj Hølmkjær, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Han er indlagt på Sygehus Sønderjylland med skudlæsioner, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.
Den 24-årige blev kvæstet af skud fra en pistol af lille kaliber. Der er dog endnu ikke anholdt nogen gerningsmand.
- Desværre ikke endnu. Vi er i fuld sving med at lede, siger Nikolaj Hølmkjær.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet søndag aften klokken 18.39.
Politiet opfordrer borgere, der enten så skyderiet eller ved noget om det til at kontakte Politiets Servicecenter på telefonnummeret 114.