Annonce
Esbjerg

24-årig solgte masser af studiebøger, der aldrig blev leveret: Forlod retten i tårer

Arkivfoto: Maria Søgård Jørgensen
Ved et grundlovsforhør fredag eftermiddag erkendte en 24-årig kvinde fra Vejle, at hun har solgte varer, der aldrig er blevet sendt til køberne. Af frygt for, at hun fortsætter sine kriminelle aktiviteter, blev hun varetægtsfængslet.
Annonce

Vejle: "Er blevet snydt for studiebøger. Har aldrig modtaget bøgerne." "Pas på! Hun har snydt mig". "Jeg er også blevet svindlet." "Køb aldrig noget af hende."

Der findes mange advarsler på internettet mod en 24-årig kvinde, som fredag morgen blev anholdt i sit hjem i Vejle.

Politiet kunne ved anholdelsen præsentere kvinden for adskillige forhold af bedrageri, som hun blev sigtet for at have begået.

I mindst 101 tilfælde har kvinden i løbet af 2019 og 2020 tilsyneladende solgt fiktive varer via hjemmesider som eksempelvis Trendsales, DBA og Facebook.

I langt de fleste tilfælde var der tale om studiebøger, som hun tilbød at sende til køberne. Men bøgerne dukkede aldrig op.

Andre gange solgte hun tøj og møbler, som hun heller ikke havde til sinds at levere til køberne, der ellers allerede havde betalt for deres varer via eksempelvis Mobilepay.

På den måde tjente hun ifølge politiet mere end 70.000 kroner.

Annonce

Betalte ikke for tatoveringer

Ud over internetbedragerierne blev kvinden ved et grundlovsforhør fredag ved Retten i Kolding også sigtet for at have ladet sig tatovere i klinikker i både Kolding og Esbjerg uden efterfølgende at betale, ligesom hun udvandrede fra en tur hos en frisør i Esbjerg uden at betale regningen på 1694 kroner.

Den unge kvinde lod også en sælger af en 7500 kroner dyr sofa levere sofaen til hende, da hun i januar var bosat i Esbjerg.

Men hun betalte aldrig for sofaen.


Jeg vil bare gerne over på den anden side. Jeg har det godt med mit arbejde og min kæreste.

Den sigtede, da hun fik det sidste ord ved retsmødet


Anklager Anne Katrine Bjørklund bemærkede i forbindelse med grundlovsforhøret, at selv på dagen, hvor den 24-årige ved Retten i Esbjerg i februar blev dømt i en sag om tyveri og mandatsvig, begik hun nye tilfælde af bedrageri. Og det fortsatte altså hele frem til i onsdag, hvor den seneste anmeldelse imod hende tikkede ind hos politiet.

Annonce

Fare for gentagelser

I retten erkendte kvinden alle de mange forhold,  som anklageren læste op, og hun udtrykte ønske om at få en straksdom, hvis det var muligt.

Men anklageren løftede sløret for, at der er anmeldt 26 nye forhold mod kvinden.

Fordi disse forhold endnu ikke er blevet efterforsket, kunne hun ikke dømmes med det samme.

På anklagerens anmodning om at få kvinden varetægtsfængslet af frygt for, at hun fortsætter med sine bedragerier, påpegede hendes forsvarer, at kvinden for nylig har fået fuldtidsarbejde i Vejle og derfor ikke længere har behov for at begå bedragerierne.

Til det påpegede anklageren, at det seneste bedrageriforhold er begået, efter at den 24-årige er kommet i arbejde.

Derfor medgav dommeren, at der er risiko for, at kvinden vil fortsætte med at begå bedragerier, hvis hun får mulighed for det. Han valgte derfor at varetægtsfængsle hende i fire uger.

Den 24-årige kvinde kærede ikke afgørelsen. Hun forlod grædende retslokalet flankeret af to betjente.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce