Annonce
Kolding

24-årig tiltalt for at stjæle Kay Bojesen-abe til 100.000 kroner: Nu skal kunsttyven have sin dom

Aben vendte tilbage til Trapholt i maj, hvor den efterfølgende sad en lille måned, inden den igen vendte hjem tilbage til sin ejer. Arkivfoto: John Ahle Petersen
Tirsdag skal en 24-årig århusianer for Retten i Kolding tiltalt for at have stjålet en 30 kilo tung Kay Bojesen-abe fra Trapholt i december. Den 24-årige er ifølge et anklageskrift også tiltalt for andre forbrydelser.

Kolding: Hvorfor stjal en 24-årig mand angiveligt en stor Kay Bojesen-abe fra kunstmuseet Trapholt i starten af december sidste år?

Hvad skulle han bruge den til, og - måske mest interessant - hvordan stjæler man et 30 kilo tungt kunstværk fra et overvåget kunstmuseum?

Det får vi sandsynligvis svar på, når den 24-årige tirsdag skal for Retten i Kolding, hvor han er tiltalt for at have stjålet Kay Bojesen-aben samt en Kay Bojesen-gyngehest og en PH-lampe.

Indbruddet er ifølge anklageskriftet mod den 24-årige, der stammer fra Højbjerg ved Århus, sket mellem den 9. december klokken 16 og dagen efter klokken 13.

Aben har ifølge anklageskriftet en værdi af 100.000 kroner, mens PH-lampen er 54.995 kroner værd. Gyngehesten vurderes i anklageskriftet til at være cirka 4000 kroner værd, hvilket betyder, at den 24-årige århusianer slap af sted med tyvekoster til en samlet værdi af lige under 159.000 kroner.

Trapholt kunne i maj meddele, at aben, der er ejet af en privatperson, var blevet fundet efter det, som politiet beskrev som et "hæderligt stykke politiarbejde". Aben er ikke længere udstillet på Trapholt.

Annonce

Kunsttyveri på Trapholt

  • Trapholt meddelte i starten af januar, at aben var blevet stjålet. Ved samme lejlighed offentliggjorde museet også, at Marco Evaristtis værk Rolexgate også var blevet stjålet.
  • Den 24-årige er ikke tiltalt for at have stjålet Rolexgate, som i øvrigt blev stjålet en helt anden dag end aben, nemlig 1. januar 2019 kort efter midnat.
  • Politiet oplyste i maj til JydskeVestkysten, at jagten på Rolexgate er indstillet. Det vides altså ikke, hvad der er sket med Rolexgate.
  • Rolexgate fra 2006 er lavet af guld fra jødiske tænder, der blev fjernet fra ofre for Holocaust. Evaristti kom i besiddelse af tandguldet under en rejse i 2006 i Østrig.

Tyveri for halv million

Ifølge anklageskriftet er Trapholt-tyveriet ikke det eneste tyveri, som den 24-årige har begået. Han har nemlig også været på spil på sin hjemmebane.

Århusianeren er således også tiltalt for et omfattende indbrud i en villa i et villakvarter i Højbjerg. Her stjal han blandt andet en Mercedes til en værdi af cirka 225.000 kroner, lige som han fra samme villa også skulle have stjålet tøj, en iPhone, en iMac-computer, smykker ure designmøbler og designlamper. I alt stjal han ved den lejlighed for 583.748 kroner, fremgår det af anklageskriftet.

I det omtalte anklageskrift er den 24-årige også tiltalt for hæleri, da han har været i besiddelse af blandt andet en Georg Jensen Marguerit-broche, et sæt nummerplader, seks armbåndsure, tre sølvskeer og diverse smykker.

Sagen mod den 24-årige starter tirsdag, hvor der også falder dom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce