Annonce
Udland

24 timer efter Vestager-løfte om digital skat lander forslag

OECD har fremlagt et forslag, der kan bane vej for en digital skat, der kan rettes mod it-giganter som Google.

Mindre end 24 timer efter at Margrethe Vestager lovede snart at tage sagen i egen hånd og præsentere en digital skat, kommer svaret, som har været ventet af alle, som ønsker, at de store it-giganter betaler mere i skat.

OECD, som er Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, har onsdag præsenteret et forslag.

Det lægger op til en ændring af reglerne for beskatning af virksomheder, der har aktiviteter og indtjening på tværs af grænser.

Flere end 130 lande har i år tilkendegivet, at de ønsker en ændring af skattesystemet. Det forslag skal komme fra OECD. G20-landenes finansministre skal drøfte forslaget på et møde i USA i næste uge.

I Frankrig, som i EU har ført an i forsøg på at få en digital skat på tech-giganter, er man godt tilfreds med, at der sker noget.

- Den vigtige opgave nu er at finde en konsensus og et kompromis mellem alle medlemmer af OECD fra begyndelsen af 2020, siger den franske finansminister, Bruno Le Maire, før et EU-møde i Luxembourg.

EU-landene har ikke været i stand til at blive enige om en digital skat.

Danmark var under den tidligere danske regering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance et af de lande, der blokerede en aftale, der kræver enstemmighed.

Argumentet lød, at det kunne blive dyrt for danske virksomheder, da USA ville - lød det - gøre hævn, hvis man med en ny skattemetode, hvor man beskatter omsætning, rammer store virksomheder i USA.

Den socialdemokratiske regering derimod har sagt, at den ønsker en digital skat.

Under en høring til posten som ledende næstformand i EU-Kommissionen efterlyste Margrethe Vestager tirsdag en digital skat.

Hun sagde, hun vil tage EU-initiativ allerede i slutningen af 2020, hvis ikke OECD inden da finder frem til en løsning.

EU-landene er enige i, at det bedste vil være, hvis man kan få en global løsning gennem OECD. Men nogle EU-lande - heriblandt Frankrig - har valgt at gå enegang.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce